Fodboldbestyrelsen har sendt denne fine hilsen til alle B.93’ere. Læs om året der er gået.

Kære alle i Fodboldafdelingen

Først og fremmest, tak for i år. Det har igen i år været et udfordrende og læringsrigt år.

Når året næsten har gået sin gang, er det ofte tid til refleksion og tanker om det forgange år. Det siges det i hvert fald, og det gør sig også gældende for Fodboldbestyrelsen.

Vi har haft vores første år som fodboldbestyrelse. Det er et ansvar vi tager meget alvorligt. Vi kan garantere jer for, at der er blevet arbejdet hårdt på de administrative gange. Vi ønsker, ligesom jer, at alle nyder godt af B.93 som klub, og at vi bliver ved med at udvikle os fremadrettet – det gør sig gældende både sportsligt, socialt og som sammenhængskraft i byen.

Vi overtog styringen på et tidspunkt, hvor der forelå en trivselsundersøgelse, der så noget dyster ud. Det var med den forståelse og seriøsitet, at vi har grebet arbejdet med Fodboldafdelingen an.

Vi ser tilbage på et år, hvor vi har forsøgt at være utroligt ambitiøse omkring vores fodboldafdeling. Der er bl.a. blevet ansat en del flere i mikro, børn og ungdom. Både på deltid og halvtid. Der findes mange fodboldklubber i København, men vi vil gerne yde de faglige og pædagogiske kompetencer, vi mener, er nødvendige for en klub i udvikling. Det kræver investeringer, og dem er der lavet i år.

Det har ligeledes været et år, hvor vi har måtte slukke mange brande undervejs. Det skal ikke være en hemmelighed. Status er ikke, hvor vi gerne vil have den, men vi mener selv, at vi har gjort fremskridt. Fremskridt, der forhåbentlig vil blive synlige for alle i det kommende år.

I det nye år, glæder vi os derfor meget til, at vi forhåbentlig kan kigge mere på en langsigtet plan for klubben. Vi skal fortsat være skarpere på vores fælles ramme, der er B.93’s fodboldafdeling. Fra mikro til grand old masters. Fra pige- til drengeafdelingen. Fra elite til hygge.

Et af klubbens mange dygtige hold. U14 Drenge på tur i Portugal. Foto; Frederikke Ekstrand Schmidt.

Vi skal have skabt os et sted, der er et unikt tilbud, både som forening og fodboldklub, og det gør vi sammen. Vi er en fodboldklub, der skaber mange store talenter. Det er vi stolte af. Vi skal samtidig være et sted, der værner om det fællesskab, de venskaber og den fritidsforening, som har stået der siden 1893. Vi er en talentfabrik, en arbejdsplads og et socialt samlingspunkt – og det skal vi gøre på vores egen måde. Med høje ambitioner, kommunikation og kærlighed.

Vi har igen i år kæmpet med COVID-19, der har besværliggjort udfoldelsen af vores kære fodboldklub. Vi vil i forlængelse af det, gerne sige tak til alle jer, der har efterkommet og respekteret de reviderede aftaler og rammer, der til tider har været i klubben pga. nationale nedlukninger og stramninger. I forbindelse med COVID-19, skal der også lyde en særlig tak til de ansatte og frivillige i B.93.

U12 Piger på tur til Mallorca, hvor de mødte FC Barcelona. Foto: Søren Preuss.

De har arbejdet ekstra hårdt igen i år, været fleksible undervejs og tænkt ud af boksen for at få hjulene til at dreje rundt. Klubben er de mennesker, der har deres gang her, både lønnet og frivilligt, og det har aldrig været mere tydeligt end i disse pandemiske dage. Tusind tak for det.

Vi har ligeledes kæmpet med renoveringen af vores baner. I alle fodboldklubber i København, er der udfordringer med baneplads. Hos os, har det været særligt gældende i år. Vi takker for jeres forståelse og tålmodighed. Resultatet af den renovation er samtidig, at vi nu har tre fantastiske kunstbaner, der skaber en helt anden kapacitet for os som klub. Det glæder vi os meget over, og det kommer vi til at nyde alle sammen fremadrettet.

I har sikkert alle sammen læst om H5-aftalen. Der er landet en stor pose penge i B.93. Det er resultatet af fantastiske klubfolk, der vil B.93 det bedste. Det betyder ikke, at klubben skal ud og lave voldsomme indkøb. Pengene skal bruges klogt, bæredygtigt og med et langsigtet perspektiv. Det er desuden vigtigt for os, at H5-aftalen bliver til gavn for alle.

Som tidligere nævnt, sker udviklingen af denne klub i fællesskab. Vi mødes jævnligt i bestyrelsen, og snakker endnu oftere sammen. Vi har ligeledes uddelegeret vores ansvarsområder, så vi hver især kan fokusere og forbedre enkelte områder af klubben – og derved også som helhed.

Vi ser og hører dog ikke alting. Vi er ikke altid til stede. Vi får ikke nødvendigvis alle de bedste ideer. Vi indbyder derfor fortsat til, at I løbende kontakter det bestyrelsesmedlem, der er ansvarlig for jeres afdeling, hvis der er spørgsmål, kommentarer, ideer eller lignende. Det bliver altid bedst med en fælles indsats, og hvis noget ikke er helt som det skal være, så lover vi jer, at vi vil forsøge at udbedre det efter bedste evne.

Vi håber, at I alle sammen har haft en god jul med familien – tak for året der gik.

Med venlig hilsen
Fodboldbestyrelsen

Flemming Lauenborg, formand
Jesper Holm Lauridsen, næstformand og ansvarlig for ungdomsfodbold
Magnus Rønning-Andersson, sekretær og ansvarlig for børnefodbold
Valdemar Jensen, ansvarlig for børnefodbold
Glenn Huniche, ansvarlig for ungdomsfodbold
Mikael Heinsen, ansvarlig for pigefodbold
Martin Heisterberg, ansvarlig for seniorfodbold
Ulla Zeeberg, suppleant og ansvarlig for pigefodbold

Topfoto: Theis Elkjær.