Klubbens stærke U14 Drenge har været til stævne i udlandet for at udfordre spillerne mod nogle af de bedste i deres årgang.

Se alle fotos på facebook.com/b1893.

Vi fik et par udtalelser om turen fra holdets cheftræner og klubbens ungdomsudviklingstræner, mens holdlederen har stået for foto og tekst.

Ungdomsudviklingstræner for U12-U15 Kim Trier

– Den første grund til at vi deltager i et udenlandsk stævne er at udfordre dem på et højt internationalt niveau, der gør at vi virkelig skal stå på tæer i hver kamp.

– Den anden grund er at vi gerne vil møde nogle andre hold end dem vi plejer at møde hjemme i andedammen. For eksempel hold som Juventus og PSG. Det vil være noget vores drenge (og trænere) vil huske for altid.

– På samme tid giver vi dem en idé om hvor man som fodboldspiller skal være hvis man vil nå helt til tops.

– Vi mener, at når de spiller de udenlandske stævner giver vi dem mere i deres værktøjskasse som fodboldspillere. Og så giver det helt utroligt meget at de kommer afsted sammen som hold.

– I dette tilfælde med vores U14 i Portugal har vi valgt at sende fire U15-spillere med ned sammen med dem. Det giver vores U14 spillere nogle lidt ældre drenge at læne sig op af, når det virkelig bliver svært. Og så er vores U15 drenge en gruppe, som har en super god B.93 kultur.

Taktikmøde. Foto: Frederikke Ekstrand Schmidt.

– Det er klart, at det er dyrt at sende et hold fire dage til Portugal med 100% forældrebetaling. Det vil være fedt, hvis vi en dag kan hjælpe lidt mere som klub, når vi sender hold afsted på sådanne ture, da det giver så meget tilbage i sidste ende.

Cheftræner for U14 holdet Michael Kjær fortæller om turen

– B.93s U14-hold deltog henover weekenden i Portimäo International Cup i det sydlige Portugal, der er en turnering for den absolutte elite blandt 2008-årgangen, hvor nogle af verdens største klubber som Juventus og PSG også var at finde på gæstelisten.

– Torsdag morgen rejste holdet fra Kastrup Lufthavn ned til Lissabon og efter tre timers buskørsel ned til Algarve-kysten var man fremme ved den lille ferieby Portimäo.

– Fredag morgen begyndte turneringen og B.93 lagde ud med at møde det lokale hold, Mexiholleieres. Her spillede holdet offensivt og sprudlende fodbold og selvom chanceorgiet kun udmøntede sig i en 1-0 sejr, havde 93’erne meldt deres ankomst.

– Senere på dagen hed modstanderen Escola Varsovia, som er det officielle FC Barcelona-akademi i Polen. En modstander, der både var større, stærkere og hurtigere end de mange små teknikere på B.93-holdet. Alligevel var det B.93, der trak sig sejrrigt ud af en tæt kamp med et mål i kampens andet minut og et 2-0 mål i kampens døende minutter, der cementerede sejren og gav 93’erne seks points på kontoen.

Holdfoto. Foto: Frederikke Ekstrand Schmidt.

– Sidst på fredagen ventede så selveste Juventus. Det endte med et knebent 2-0 nederlag, hvor 93’erne var modige på bolden og turde byde Den Gamle Dame op til dans. Juventus’ træner og tidligere Blackburn Rovers spiller Corrado Grabbi var da også efterfølgende forbi og rose drengene for deres indsats.

– Næste dag ventede der to svære kampe mod henholdsvis Braga og nogle bomstærke svenskere i Brommapojkarna. Det var også her, at det skulle afgøres om B.93 skulle kvalificere sig til kvartfinalerne eller tage til takke med at spille placeringskampe.

– I første kamp mod Braga gav B.93’erne portugiserne kamp til stregen. Begge hold skulle bruge en sejr og det bølgede længe frem og tilbage. Til sidst var det dog Braga, der fik bolden i nettet og løb med de tre points. Et tungt nederlag, men 93’erne var hurtigt nødt til at samle sig selv op for senere på dagen ventede Brommapojkarna.

– Brommapojkarna var et hold der bestod af nogle svenske drenge, der havde spist op og som tidligere på dagen havde kværnet Juventus. B.93 lod sig dog igen ikke kyse af, at nogle af modstandernes spillere snarere lignede U19-spillere end U14, men gav igen i duellerne og forsvarede som et hold. Det holdt stand indtil fem minutter før dommerens slutfløjt. Her valgte en midtbanespiller fra Brommapojkarna at tæske den op i hjørnet, uden chance for keeperen.

– Trods to flotte præstationer, gav lørdagen altså ikke nogle point på kontoen. B.93 sluttede á points med Braga og Escola Varsovia, men på grund af en dårligere målscore havnede man på en 5. plads i puljen.

Boldfokus. Foto: Frederikke Ekstrand Schmidt.

– Søndag stod den derfor på placeringskampe og her fik B.93’erne mere tid og plads til at fremvise deres tekniske kunnen.

– Først var det byens hold, Portimonense, hvis seniorhold spiller i den bedste portugisiske række, der blev slået med 2-0.

– I sidste kamp var det Mahd-Academy fra Saudi Arabien, der stod for skud. Her endte det igen med en 2-0 sejr til 93’erne.

– En fornem afslutning på en turnering, hvor de unge 93’ere fik vist sig frem i det fineste selskab, og hvor spillerne voksede både individuelt og som hold.

– Det sluttede søndag-aften hvor drengene fik lov til at overvære finalen og se, at det Juventus-hold, som holdet dagen forinden havde spillet lige op med, endte med at slå PSG og vinde turneringen.

Se alle fotos på facebook.com/b1893.

B.93 TV: Kick-off til B.93 vs. Mexihoeira Grande FC

B.93 TV: Danis Faljic scorer på straffe mod Mexihoeira Grande FC

B.93 TV: Opvarmning til kampen mod Juventus

B.93 TV: Kort klip fra B.93 vs. Portominense

Fotos og B.93 TV: Frederikke Ekstrand Schmidt.