Mads Mazanti har med vanlig omhu skrevet referatet fra Fodboldafdelingens årsmøde hjem. Læs med, så er det næsten som at være der.
Mødet blev afholdt onsdag 15. november 2023 i Slottets café.
1. Valg af dirigent og referent
Brian Molberg blev valgt som dirigent og Mads Mazanti Jensen som referent.
2. Uddeling af Børge Strøyer Christensens Mindelegat
Ole Petersen overrakte legatet og den dertil hørende pokal til U16 B1-pigeholdets ledere: Sito Sala, Peder Svensgaard og Vera Marie Jensen.
3. Formand Flemming Lauenborgs beretning
Kære fremmødte
Indledningsvis vil jeg sige, at vi ved udgangen af oktober rundede 2.004 medlemmer i fodboldafdelingen. Det er udtryk for et meget stort aktivitetsniveau, og at vi er en meget stor klub.
Da vi gik ud af 2022, havde vi 1.650 medlemmer, så vi er vokset gevaldigt og har nået et punkt, hvor vi skal koncentrere os om organisationen og at få alle til at trække samme vej.
2023 blev året, hvor vores 1. hold igen rykkede op i 1. division. Der er ikke tvivl om, at som klub har vi en selvforståelse i minimum at skulle ligge i 1. division, og at København skal rumme et alternativ til FCK.
Det blev en spændende slutrunde, som ikke helt gav de points, som vi havde håbet på, men de rigtige kampe blev vundet, og på sidste dag kunne vi sikre oprykningen med uafgjort mod Thisted. Det lykkedes, og Østerbro Stadion blev omdannet til en stor festsal, så alle kunne fejre oprykningen.
Stort tillykke til spillerne, staben, fans og klubben. Vi hepper videre på at forblive i 1. division. Kampen i 1. division er hård, og holdet har haft nogle udfordringer, specielt på Østerbro Stadion, men sejr mod vores rivaler fra Helsingør giver lidt luft. Det bliver spændende at følge den videre kamp frem mod sommeren.
Vores Kvindesenior var igen lige ved og næsten, og med mindste marginal lykkedes det netop ikke at få pladsen i ligaen. Ét mål skilte holdet fra oprykning, men endnu engang understreger det, at vi i vores team omkring Q Aps har fat i en gruppe folk, som forstår kvindefodbold og formår at skabe resultater i en meget omskiftelig tilværelse.
Der er stor rift om spillere, og så snart vi har profiler, der skinner, kan vi ikke holde på dem, og de søger til de største klubber. Teamet med Rasmus Good i spidsen formår igen og igen at trække unge spillere ud af akademiet og op i en fungerende hverdag som seniorspillere.
Også i indeværende sæson ligger holdet i top i 1. division, og det forventes, at vi igen skal spille med i kvalrækken om oprykning til ligaen. Kravene bliver større, og vi må erkende, at vi er udfordret på ressourcer og økonomi for at få hele set-up’et til at hænge sammen. For øjeblikket arbejdes der på en mere langsigtet plan for holdet.
Drengeakademiet er ud fra de rammer, vi formår at skabe, en rimelig velfungerende enhed. Vi fik i sommer en talentchef, Philip Ødegaard Hansen, og det har frigjort Martin Jensen, som i foråret bestred en dobbeltrolle både som sportsdirektør i Aps og HoC i akademiet. En kombination, som var alt for tung, og som betød, at vi havde svært ved at holde 100% fokus på akademiet.
Det har Philip nu fået til opgave, og vi kan se, at der arbejdes målrettet på at få trimmet hele organisationen. Vi har sagt farvel til flere trænere, og det har naturligvis givet lidt uro på de indre linjer, men vi er på rette vej. Resultatmæssigt klarer vi os godt, og vi må sige, at vi får stort set det optimale ud af vores ressourcer.
Pigeakademiet er en meget svær størrelse: Massen af piger er lille, og kampen om talenterne er stor. Vi valgte endnu engang at ændre på ledelsen af Akademiet og sagde farvel til Richard Lijla og satte Jacob Nordstrøm Scheel ind som akademiansvarlig.
Samtidig mistede vi Pato, som i mange år har arbejdet både i vores børne- og ungdomsafdeling, men de sidste år målrettet sig mod pigerne. Pato har kæmpet for at holde sammen på tingene, og jeg tror, det er sundt for ham at få et pusterum uden for B.93. Desværre kostede det også et par populære trænere, men for nogle bliver det måske et ’på gensyn’ og ikke et ’farvel’.
Jacob har efterhånden fået stykket et akademi sammen, som fungerer, og som har de rammer, som vi med vores ressourcer kan tilbyde. Vi håber, at der kommer endnu mere styr på tingene i 2024, og at vi efterhånden kan begynde at lave nogle forbedringer imellem vores akademier, så ressourcerne kan optimeres.
Året bød også på flere triste ting: Desværre valgte Rasmus Broberg at opsige sin stilling som ansvarlig for både børn og unge – ærgerligt, fordi det er en vigtig position med stort ansvar og forventninger. Det har naturligvis givet en del turbulens fra sommerferien, hvor der manglede retning for at føre alle planer ud i livet.
Det har haft konsekvenser for både børn og unge, men vi må så sige, at Christian Slot og Fritz virkelig har rykket for at få tingene til at fungere.
Vi valgte at sætte fart i ansættelsen af en decideret administrationschef, og her lavede vi årets scoop i ansættelsen af Brian Molberg, som kom fra en stilling i DBU-K.
Jeg tror, Brian har set, hvor kompleks B.93 er, og hvordan vi er sårbare, når alt ikke er forankret. Den dynamiske omstillingsproces, vi har gennemgået de sidste 3-4 år, er endnu ikke på plads, og jeg håber meget, at 2024 bliver året, hvor vi får tingene til at bundfælde, og organisationen bliver sat fast.
Når vi føler, at vi har mange udfordringer, er det bedste, man kan gøre, at gå en tur ud på anlægget og se, hvor stort aktivitetsniveauet er, hvor mange vi får aktiveret på vores baner, og hvilken glæde der er at spille i B.93. Det er den absolutte drivkraft i at være bestyrelsesmedlem i B.93.
Vi har fokus på at få specielt børn og unge til at fungere optimalt, og vi har meget stor fokus på at få etableret vores pigeafdeling for børn, som vi må indrømme, har været en meget dårlig oplevelse. Vi vil arbejde for at løfte denne del, så vi får en fødekæde ind i Akademiet.
Generelt strømmer der medlemmer til vores klub – i alle aldre – så når vi sidder stille og tænker over tingene og de udfordringer, vi har, så skal vi også huske, at vi langt hen ad vejen gør det rigtigt godt over for rigtigt mange af vores medlemmer.
Senior- og OB-afdelingen lever sit eget liv, hvor anlægget efterhånden er fyldt i aftentimerne frem til kl. 22.00, og med mere end 15 seniorhold har vi efterhånden en stor afdeling. Det giver mulighed for, at der samles nogle flere omkring OB, og glædeligt er det, at vi igen er at finde i den bedste OB-række i København, så vi sikrer fremtiden i vores veteranrækker, som altid har været en af de bedste i København.
Jeg skal også huske at nævne nogle af vores store sponsorer, som er med til at gøre tingene mulige og udvikle vores klub. Vi arbejder altid på at leve op til vores tre værdier – Kærlighed, Enkelhed og Udfordrende indsats. Puma, Unisport og ikke mindst vores hovedsponsor Sparekassen Danmark har været med til at give os denne mulighed, som blandt andet kommer til udtryk på vores nye tøjaftale. Vi står alle ens i tøjet og ønsker at vise, at vi i B.93 står sammen uanset niveauer, køn eller alder. Husk at bruge vores sponsorer – de støtter os.
H5, som er familien Hansen, har også i den grad været med til, at vi har kunnet satse på at udvikle klubben med et stort økonomisk tilskud til både Aps og Klub.
Sidst, men ikke mindst vil jeg takke alle vores frivillige og vores ansatte for at have udført et stort arbejde for klubben i årets løb. Som formand for denne klub er man i orkanens øje iblandt mange interessenter, og det slider i den grad på tiden og overskuddet. Glæden skal være drivkraften, og dette bliver derfor mit sidste år som formand i Fodboldafdelingen. Jeg giver stafetten videre, men bliver siddende og påtager mig nogle færre roller og får bygget glæden op igen.
B.93 er en speciel størrelse, og både historie og nytænkning skal gå hånd i hånd. Det er ikke altid, at de kulturer kan finde fælles fodslag, men det bliver en af de store opgaver for 2024: At vi i ApS, HB og FB finder et større fælles mål for klubben, og at der bliver en større gensidig respekt for det arbejde, der bliver udført.
Tak for ordet og tak for denne gang.
Beretningen blev godkendt af forsamlingen.
4. Indkomne forslag
Fodboldbestyrelsen indstillede til ændring af elitekontingentet.
Flemming Lauenborg begrundede forslaget:
– Når vi kigger på kontingenterne for de ældste drengeakademihold, ligger vi langt billigere end klubber, vi kan sammenligne os med, f.eks. Hvidovre, HIK og AB. Udgifterne til Akademiet stiger, og vi har ikke økonomi til at løfte Akademiets budget på andre måder end med brugerbetaling.
– Vi friholder pigeakademiet for kontingentstigning i denne omgang. Vi holder det i ro i et års tid endnu med henblik på at få bundfældet organisationen. I 2025 regner vi med, at kontingentet også vil stige for pigeakademiet.
– Men nu foreslår vi en kontingentstigning for U17- og U19-drenge fra 6.700 kr. til 8.700 kr. Og en stigning for U13-, U14-, U15- og U16-drenge fra 6.700 kr. til 7.900 kr.
Kontingentstigningen blev vedtaget enstemmigt af forsamlingen.
5. Fastsættelse af indskud/kontingent
Fodboldbestyrelsen indstillede til en stigning i kontingent for alle øvrige børne- og ungdomsspillere på 100 kr. på grund af forhøjede administrationsomkostninger.
Seniormedlemmerne friholdes, fordi de træner mindre, og dermed benytter anlægget mindre.
Ole Petersen spurgte, om de 100 kr. overhovedet dækkede inflationen.
Flemming Lauenborg: – Nej, men vi har tidligere hævet kontingenterne, så vi vil gerne dæmpe det lidt. Vi er Københavns dyreste fodboldklub.
Sito Sala: – Vi har altid skullet argumentere over for forældrene, når der er kontingentstigninger. Vores kontingent er tre gange så dyrt som i Østerbro IF. Vi har også bedre betingelser end dem. Men vi får intet spilletøj, og ingen betaling af turene. Klubben skal kommunikere begrundelsen for det høje kontingent tydeligere ud, så det ikke bliver trænerne, der skal gøre det.
Flemming Lauenborg: – Man kan blive informeret til årsmøderne. Og forklaringen på det høje kontingent er, at vi lejer vores eget anlæg. Det er en gevinst for B.93, og derfor bliver det dyrere.
Ulla Zeeberg: – Lejen giver en merudgift pr. medlem på 1.600 kr.
Jesper Holm Lauridsen: – Men jeg er enig i, at vi skal blive bedre til at kommunikere.
Peder Svensgaard: – Jeg er her i aften, fordi jeg er blevet inviteret. Var jeg ikke blevet det, havde jeg ikke vist, at der var årsmøde. Så bedre kommunikation om årsmøderne er også vigtig.
Tommy Møller: – Jeg stemmer nej til forslaget. Fordi det ikke er rimeligt, at det er breddemedlemmerne, der skal betale.
Flemming Lauenborg: – Vi har et budget, vi nu engang skal få til at hænge sammen.
Tommy Møller: – Der er ansat en masse mennesker på kontoret, som har med eliten at gøre. Børnene i de små afdelinger har ikke gavn af disse ansatte. Jeg synes, det er forkert, at breddeholdene skal betale for det.
Flemming Lauenborg: – Da denne bestyrelse trådte til, betalte bredden en væsentlig større andel af budgettet. For seks år side var Pato den eneste ansatte i børne- og ungdomsafdelingen. Ikke alt fungerer, som det skal, og da Rasmus Broberg stoppede, fungerede mange ting ikke i hans fravær. Men vi har stadig oplevet en stigning i medlemmer fra 1.300 til 2.000. Vi er på vej i den rette retning, og vi ser en stigende tilfredshed i tilfredshedsundersøgelserne. Vi er på vej mod en bedre klub. Det tager bare lang tid.
Valdemar Jensen: – For os handler det ikke om bredde eller elite, det handler om bredde og elite. Opgaven ligger i at fortælle, at alle penge ikke går til eliten.
Fodboldbestyrelsens indstilling til kontingentstigning blev vedtaget. Tommy Møller stemte imod, resten af forsamlingen stemte for.
6. Valg af tre medlemmer til fodboldbestyrelsen, hvert for to år
På valg var Flemming Lauenborg og Jesper Holm Lauridzen, som ønskede genvalg, og blev valgt.
Glenn Huniche var på valg, men ønskede ikke genvalg.
Bestyrelsen ønskede, at suppleant Martin Heisterberg blev valgt i hans sted. Han blev valgt.
Desuden ønskede Magnus Rønning at udtræde af bestyrelsen i utide. Bestyrelsen indstillede, at suppleant Jens Als Fussing overtog hans plads for en 1-årig periode. Han blev valgt.
7. Valg af to suppleanter for et år
På valg var Martin Heisterberg og Jens Als Fussing, men da de indtrådte i bestyrelsen, skulle der findes to nye suppleanter.
Bestyrelsen indstillede Magnus Rønning og Christian Monrad. Begge blev valgt.
8. Eventuelt
Flemming Lauenborg: – Det har været en stor fornøjelse at være formand. Vi ville gerne gøre børn og unge mere synlige og styrke sammenhængskraften. Jeg er glad for, at Jesper Holm Lauridsen har sagt ja til at blive konstitueret formand. Jeg er også glad for, at bestyrelsen fortsætter. Jeg håber, vi kan fordele opgaverne bedre nu. Det har været en fornøjelse, at vi altid har nået til enighed og kunne sætte handling bag ordene. Vi har opnået mange gode ting. Vi kæmper videre.
Årsmødet blev afsluttet med det traditionelle B.93-hurra.
Referat af Mads Mazanti Jensen.
Topfoto: Kim Gudmand.