Fjerde kapitel af Medlemsbladets artikelserie om Triers trolde bringer os med ind på banen i sæsonen, hvor holdet er suveræn i den næstbedste række og når en flot 2. plads ved Crowne Plaza Elite Cup.

 

I første afsnit blev vi introduceret til det talentfulde hold, der tog mesterskabet i U13 Elite Øst hjem sæsonen før, og chefredaktør Mads Mazanti fortalte om artikelserien, der ville følge holdet det kommende år. I 2. afsnit er holdet godt i gang med forårsturneringen, da artiklen skrives. I 3. afsnit er der fokus på det sammenhold, som holdet viste i forbindelse med den ulyksalige nedrykning.

Og her i 4. afsnit, der første gang så dagens lys på side 34-35 i november udgaven af Medlemsbladet 2019, følger vi holdet gennem turneringen i den næstbedste række, hvor holdet har vundet alle kampe (hvis man ser bort fra en skrivebordsafgørelse), og har vist de kan spille op mod de bedste hold i landet ved blandt andet ungdomsturneringerne Audi KB Cup og Crowne Plaza Elite Cup.

 

Triers trolde

 

Medlemsbladet mandsopdækker Kim Triers talentfulde U13-hold
af Mads Mazanti Jensen og Kim Trier Emanuelsen

Del 4: En Ferrari blandt folkevogne

I medlemsbladet følger vi løbende træner Kim Trier og hans U14-drengehold. I det seneste nummer kunne vi berette om den svære sommerperiode, hvor storklubberne var på talenthugst, og DBU gjorde livet surt ved at sende drengene ned i den næstbedste række.

Kim Trier. Arkivfoto.

Heldigvis har B.93 formået at bevare langt de fleste af drengene i klubben trods storklubbernes fiskeforsøg, og da der ydermere er kommet et par spillere til, fra 2. holdet og fra GVI, samt en ny og højt kvalificeret assistenttræner, Kosma Zalewski, fra Brøndby, er truppens kvalitet samlet set ikke blevet forringet.

Da vi således er repræsenteret i den næstbedste række med et lige så godt hold, som det, der i sidste sæson gjorde sig flot gældende i den bedste række, tager man vel ikke munden for fuld ved at kalde U14-holdet for en Ferrari blandt folkevogne. Ikke for at nedgøre modstanderne, for en folkevogn er jo en udmærket bil med mange kvaliteter. Men resultaterne i rækken i denne efterårssæson har med al tydelighed vist, at det er fodbold i et ganske andet tempo end konkurrenternes, når vores talenter folder sig ud.

Ved redaktionens slutning d. 20. oktober har holdet kun lidt ét nederlag, og det var faktisk en kamp, der blev vundet 5-2 over HIK. Nederlaget er nemlig en skrivebordsafgørelse på grund af en fejl i holdkortet. At det var en fejl begået af DBUs eget IT-system hjælper ikke, når man er oppe imod de høje herrers bureaukrati.

Udover de gode resultater i de ugentlige turneringskampe har holdet også præsteret fornemt i pokalturneringen med to sejre, og også gjort sig bemærket i de store ungdomsturneringer Audi KB Cup og Crowne Plaza Elite Cup. I sidstnævnte turnering blev det til en imponerende andenplads i den stærkt besatte turnering.

Desuden er holdet også en del af det nye samarbejde med FC Nordsjælland, hvilket medfører, at to af drengene hver mandag tager turen op til Farum for at træne med FCNs drenge.

Triers trolde hyldes for 2. pladsen ved Crowne Plaza Elite Cup. Foto: Kim Trier.

Om kampene i turneringen siger Kim Trier:

– Det er sjovt at spille imod hold, vi ikke har mødt før. Men i nogle af kampene arbejder vi meget med det mentale med drengene. For selv om vi måske spiller på 80 procent, vinder vi alligevel med fire-fem mål. Desuden får vi selvfølgelig spillere op fra U13, og har også selv bidraget med spillere til U15. Så vi har fået nogle gode kampe. Det er vigtigt at vise, at vi er et godt hold. Også for klubben. For os alle sammen.

At vise, at vi egentlig er gode nok til den bedste række …

– Præcis. Det viste vi jo også ved Crowne Plaza Elite Cup ved at slå både Nordsjælland og Midtjylland ud af turneringen. Vi viser det. Og det kommer vi til at blive ved med.

Topfotoet med U14-drengene er også taget af Kim Trier.