Læsere af de seneste fem numre af Medlemsbladet vil være bekendt med denne fine serie fra livet på et af klubbens stærke drenge fodboldhold. Men hvis du ikke har set den før, så kan du komme ind i kampen nu.

 

Uanset hvad så fortjener artiklenserien – initieret af Medlemsblad redaktør Mads Mazanti og ungdomstræner Kim Trier – om livet på et fodboldhold i B.93 et endnu længere liv på klubbens medier. I web-redaktionen synes vi den afspejler lige præcis dét, vi meget gerne vil have endnu mere af og dele meget mere af, nemlig alle jer forældre, ledere og træneres mange gode oplevelser med jeres respektive fodboldhold.

Og gengivelsen af de fem artikler bager nu op til endnu en serie, som Mads og Kim er på vej med. På den måde får vi skabt et fornyet samarbejde og endnu mere synergi mellem web-redaktionen og Medlemsbladet.

Har du har en god historie, en nyhed eller andet B.93 guld, du gerne vil dele? Så tøv ikke med at skrive til os på web-redaktionen eller kontakt Medlemsbladets redaktion.

Her følger første afsnit af Triers trolde, præsenteret første gang i Medlemsbladet fra marts 2019, side 24-25. Nyd det. De næste afsnit følger her på hjemmesiden de kommende uger.

Opdateringer pr. 22. august 2020: Find 2. afsnit her.

 

Triers trolde

 

Medlemsbladet mandsopdækker Kim Triers talentfulde U13-hold
af Mads Mazanti Jensen

 

Del 1: Troldenes triumf

Den første lørdag i november på Svanemølleanlægget. Pludselig lyder der et jubelbrøl, der giver genlyd ud over hele anlægget. Jubelen kommer fra spillere, ledere og forældre, på og omkring B.93s U13-hold. Med et uafgjort resultat mod Brøndby er det, de har kæmpet for hele sæsonen, blevet til virkelighed: Mesterskabet i U13 Elite Øst. Det højeste, en drengespiller kan vinde.

Kim Trier. Arkivfoto.

Efter triumfen går turen til Østerbro Stadion, hvor drengene hyldes fra de mange tilskuere, der er samlet til divisionsholdets kamp mod Frem. Og hyldesten er helt på sin plads. Der er tale om en af de største præstationer af noget ungdomshold i B.93 i de seneste mange år.

Medlemsbladet har sat sig for at følge udviklingen af dette drengehold i den kommende tid. For det er en spændende historie: Hvordan kommer det til at gå for denne gyldne årgang? Hvilke oplevelser får drengene, hvilke problemer møder de? Hvem bliver i klubben, hvem søger lykken andre steder?

Drengene trænes af Kim Trier, som begyndte at træne dem i sommeren 2017, dengang de var U12. Han har i sit arbejde med drengene først og fremmest stået overfor to udfordringer: For det første har han skullet hjælpe drengene med at finde den rigtige balance mellem kammeratskab og sportslige ambitioner. Truppen er nemlig i besiddelse af et imponerende godt kammeratskab drengene imellem, hvilket selvfølgelig er meget positivt. Men ifølge Trier har det også været svært at få drengene til at stille krav til hinanden, som man er nødt til at stille for at opnå resultater, fordi de simpelt hen var for flinke ved hinanden.

En af nøglerne til efterårets triumf har derfor været at få drengene til at forstå, at man godt kan stille krav til hinanden på banen og stadig bevare det gode venskab. For det andet har Trier måttet kæmpe med det klassiske 93-problem: Hvordan holder vi på spillerne? I sommeren 18 nåede drengene den alder, hvor det er tilladt for klubber at fiske spillere i andre klubber. Rygtet om det talentfulde kuld havde for længst nået Superligaklubbernes talentspejdere, så de stod klar med fiskestangen. Triers svar på denne problematik var at indgå en underhåndsaftale med drengenes forældre om, at deres drenge blev i klubben i hvert fald et år frem i tiden. Forældrene har indtil videre holdt ord, selv om storklubberne også ved juletid igen var ude med snøren.

I den kommende sæson fortsætter truppen med at spille i U13 Elite Øst. Men der kommer en forandring, som det bliver spændende at se, hvordan 22-mandstruppen håndterer: Der bliver 11 spillere på holdet til kamp, i stedet for de 8, som der hidtil har været. Umiddelbart skulle man tro, at det ville give flere spilletid, men det er faktisk ikke tilfældet. For truppen har frem til den forgangne sæson været delt i to hold: Et 8-mandshold i Elite Øst og et ditto i den københavnske mesterrække. Minimum 16 af de 22 spillere fik altså spilletid hver weekend, men i denne sæson stiller vi kun ét hold med en kamptrup på maksimalt 14 spillere i U13 Elite Øst.

Hvordan vil drengene håndtere den kommende sæsons udfordringer? Kan de bevare kammeratskabet? Vil storklubberne lykkes med deres fiskeforsøg? Følg med de kommende afsnit af Triers Trolde.

Topfotoet er taget af Bjørn Klubien og viser U13 holdet i en taktikpause på Svanemølleanlægget.