Vi bruger – blandt mange ting – denne sommer til at vinke vemodigt farvel til en af vores flittigste og dygtigste skribenter/fotografer, nemlig Tage Majland.

 

Tage takker af efter lidt over tre gode år i rollen som loyalt medlem af webredaktionen, samt redaktør på på vores SoMe for kvinder/piger. Ufatteligt hvad Tage har lagt af timer og energi i arbejdet med at dække kvinde og pigekampe.

En af de væsentlige grunde til Tage stopper er, at ingen af hans to piger ikke spiller fodbold mere i B.93, og så er han jo også sprunget ud som forfatter (se bonusinfo).

Det var Bjarke Møller, der fik Tage – som var interesseret forælder i ungdomsafdelingen – med i pigeudvalget i foråret 2017, og han tog de første B.93-fotos ved kvindernes sidste kamp inden sommerferien det år, hvor de rykkede op i 1. division. Bjarke skal (citat Tage) “have meget af æren for pige/kvindeafdelingens succes i B.93.”

Vi spurgte hvad der var Tages største oplevelse i tiden som aktiv ulønnet medarbejder for B.93’s kvinder/piger?

Tage Majland

– Der har været mange store oplevelser ved at følge kvindeholdet og B.93’s stærke pigehold. Men hvis én ting skal fremhæves, må det være, da kvinderne i sommeren 2018 efter 1-1 ude mod Greve i den sidste kamp i Kvalifikationsligaen rykkede op i Kvindeligaen (dengang 3F Ligaen) og var blandt landets bedste hold.

– Især fordi det var kulminationen på flere års dedikeret arbejde med oprykninger i hver sæson.

Bonusinfo

Tage Majland som blev årets B.93’er i 2019, og var ugens profil i “93’eren” 17. september 2018 – er nu sprunget ud som forfatter med romanen “På grænsen” (udgivet på Byens Forlag), som kom i handlen start juli 2020.

Tak for denne gang Tage, og tak for et sublimt samarbejde – håber vi ses snart igen.

 

Skrevet af Claus Vandborg
Foto fra privatarkiv.