Store Børnedag på Østerbro Stadion i samarbejde med Sparekassen Danmark.
I forbindelse med B.93’s bedste herreholds hjemmekamp mod Thisted søndag 29. maj, havde utrættelige kræfter fra Børne- og Mikroafdelingen arrangeret “Den Store Børnedag” på det ikoniske græstæppe foran Østerbros Idrætshus.
Legeuniverset, som er B.93’s tilbud til de mindste årgange og deres forældre under ledelse af Christian Slot havde træning for godt 75 børn på banen, godt hjulpet af 8-10 af de uvurderlige forældretrænere.
De mindste årgange blev suppleret af ældre søskende og unge tilskuere, som legede med og uden bold på græsset, der efterhånden blev fyldt godt op af de knapt 100 børn og yderligere forældre.
Sammen med den opstillede hoppeborg, balloner, uddeling af billetter til cirkus, sjove konkurrencer, popcorn og fejring af de yngste i midtercirklen i halvlegen blev det til en flot fejring af børnene og bredden i klubben og endnu et bevis på at DBU’s anerkendelse af B.93 som officiel Børneklub er berettiget.
Vi har modtaget udtalelser fra Christian Slot Thomsen, som er ansvarlig for Mikroafdelingen (Piger og Drenge) U6-U7 og Legeuniverset (Piger og Drenge) U2-U5, overordnet ansvarlig U2-U11 og Børneudviklingstræner for Børneakademiet U8-U11 Rasmus Broberg Jespersen og klubbens tidligere anfører Martin Heisterberg, som har været vigtige brikker i denne succes.
Christian Slot Thomsen udtaler
– Det var stor oplevelse for klubbens yngste medlemmer og deres stolte forældre.
– Vi satser mange flere lignende arrangementer i fremtiden.
Rasmus Broberg Jespersen udtaler
– Det er dage som disse vi ansvarlige brænder for.
– At se så mange glade børn på vores skønne stadion er en stor tilfredsstillelse.
Martin Heisterberg udtaler
– Søndag var en dejlig dag på Østerbro Stadion, hvis vi lige glemmer kampens resultat.
– B.93 er de mennesker, der har deres gang i klubben – og vi er godt stillet for fremtiden.
– Tak til vores mikroansvarlige for en fantastisk dag, og tak til alle de børn og forældre der dukkede op.
I B.93 ønsker vi mange flere af den slags aktiviteter, som dels viser et ansvar for at skabe en stærk social sammenhængskraft mellem årgange, Elite og Bredde og dels skaber oplevelser for de mange medlemmer, som vi har et ansvar overfor.
Det vellykkede arrangement løb af stabelen i samarbejde med Sparekassen Danmark.
Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos fra Østerbro Stadion: Magnus Rønning-Andersson. Portrætfotos: Claus Vandborg.