+60-holdet har spillet endnu en flot sæson.
+60-spillerne er stadig med i toppen, trods øget modstand. Her får du historien om 2025-sæsonen.
Holdleder Peter Kofoed fortæller om +60 holdet
– +60 er jo en blandet landhandel. Der er ikke så mange indfødte B.93’ere tilbage. Lige nu er det vist kun målmanden Kristian Duckert og vores ældste spillere Ole Rojas og Erik Norsker.
– Resten er tilløbere. Altså spillere som er kommet fra andre klubber, ofte fordi der er en så god stærk Old Boys afdeling i B.93, som der er.
– Dét at vi har træning tirsdag og lørdag tiltrækker også mange.
– Men mange af tilløberne har efterhånden spillet i klubben i 20-25 år. Andre er kommet til de sidste 3-4 år. Det er afgørende at få nyt blod ude fra løbende, fordi der løbende falder spillere fra på grund af ødelagte knæ og hofter.
– Selvom vi er en stor gruppe af spillere, som har spillet sammen i snart mange år, er der også løbende brug for at der er spillere som rykker op fra det vi kalder “ungdomsafdelingen”. Altså spillere som er under 60 år.
– Vi har brug for yngre spillere med mere speed og fysisk for at kunne vinde rækken. Nu er der kun fire hold tilbage i vores række. Mange klubber som KB, Bk. Frem, Fremad Amager, B1908 og HIK er faldet fra.
– Så konkurrencen er mindre efterhånden.
– Vi har vundet turneringen en del gange de sidste par år, og da det er både en KBU- og SBU-række kunne man godt antage at vi var det bedste +60 hold i danmark.
– Det eneste andet sted jeg har kunne finde en anden DBU +60 række var på Fyn. Så jeg forsøgte at arrangere en kamp mod dem, men de var ikke rigtigt interesserede. Så vi måtte opgive det.
– Nu er vi så i mellemtiden blevet udfordret i vores egen række, fordi FA 2000 har rykket mere en halvdelen af deres +55 hold op i rækken.
– Det må vi acceptere, hvis vi vil have nogle at spille imod. Men “rigtige” +60 hold taber vi meget sjældent til. Sidst vi mødte et rigtigt +60-mandskab, der var stærkere en os, var da vi på Svanemølleanlægget tilbage i marts 2023 spillede mod et udvalgt engelsk hold med flere tidligere top-spillere.
– Vi har nogle fantastiske spillere, når vi stiller det stærkeste hold. Og så er der et par andre af os, som skal supplere dem op på den bedste måde.
På topfotoet ses bagerst fra venstre: Niels Kjær-Petersen, Jens Borregaard, Claus Wigen, Klaus Kryder Jacobsen, Jan Olsen, Claus Knudsen, Jesper Kristiansen og holdleder Peter Kofoed.
Forrest fra venstre: Mogens Hansen, Henrik Dissing, Christian Buch Østrup, Per Sjøqvist, Erik Norsker og Poul Albrechtsen.
Skrevet af: Mogens Hansen.
Topfoto: B.93. Portrætfoto af Peter Kofoed: Privat.




