Tirsdag 28. marts 2023 havde vi U19-holdet besøg af Brøndby til en dyst om en plads i pokalens semifinale. Det blev en dramatisk kamp.

 

Vi har her samlet optakt og referat. Du kan se hele kampen eller vælge highlights med VEO her. Som en service er målene filtreret klar til dig her.

Forud for kampen vi modtaget denne optakt fra cheftræner Mikkel Holm

– I U19-pokalens kvartfinale skal vi møde Brøndby. Vi har spillet to kampe i pokalen for at kvalificere os til denne runde. Tilbage i november besejrede vi Holbæk 4-0, og i sidste uge havde vi en rigtig god og intens pokalkamp mod Helsingør som endte med en sejr på 4-2.

– Vi slog Brøndby i en træningskamp i vinteropstarten, så vi ved at det kan lade sig gøre, men samtidig ved vi også at Brøndby har respekt for os, og ikke kommer til at tage let på kampen.

– Det er kampe som disse, der er definerende for spillernes ungdomstid, og derfor er vi også rigtig glade for at vores spillere får muligheden for at spille en kompetitiv kamp mod et hold fra rækken over.

Cheftræner Mikkel Holm udtaler efter kampen

– De første 20 minutter var en hård omgang, hvor Brøndby allerede efter 60 sekunder straffede en af de sjældne fejl i vores opbygningsspil til en scoring. Brøndby var gode, og vi havde svært ved at få vores spil mod bolden til at lykkes. Derfor var det heller ikke ufortjent at Brøndby kom på 0-2 efter 20 minutter.

– Herefter fik vi meget bedre fat i spillet, og fik skabt flere pæne chancer. Lige før pausefløjtet gav det gevinst, da Sebastian Clemmensen kunne drive på tværs af feltet og sparkede bolden resolut i nettet.

– Efter pausen var vi her, der og alle vegne. Vi fik lagt et massivt tryk mod Brøndbys mål og havde fem meget store chancer, der alle kunne have givet mål. Desværre udeblev skarpheden, og bedst som vi havde følelsen af at kunne vende kampen på hovedet scorede Brøndby på en omstilling til 1-3.

– Moralen og tilstedeværelsen var i top, for selv nede med to mål med 20 minutter igen var holdet ikke slagent. Kampen blev mere åben, hvor vi investerede mange spillere i angrebene, som fortsat kastede pæne muligheder af sig, og Brøndby fik samtidig større rum at spille i, i omstillingerne.

– Med en håndfuld minutter igen fik vi reduceret til 2-3, da Malik Danielsson var først over en løs bold i feltet. Til sidst var der drama for alle pengene, da vi havde vores stoppere med i feltet og forsøgte os med indlæg. I kampens sidste situation fik vi bolden over stregen, men – nok korrekt nok – blev der dømt frispark.

– Derfor sluttede pokaleventyret desværre i kvartfinalen. Nu kan vi koncentrere os om U19 Divisionen, hvor vi allerede på onsdag har en spændende topkamp i Kolding.

Kampreferat: Mikkel Holm.
Topfoto: Sakset fra VEO optagelserne.