B.93’s U13-drenge spillede sig i GOLD-rækken ved TSC International Tournament i Holland.

B.93’s U13-drenge (nu U14) afsluttede sæsonen med en mindeværdig rejse til Holland, hvor de deltog i den prestigefyldte TSC International Tournament.

Selvom holdet igennem sæsonen i Liga 1 har haft udfordringer, viste de her deres sande potentiale i kampene mod nogle af Europas største fodboldhold.

Holdet indledte turneringen med flere flotte sejre og deres færdigheder og holdindsats skinnede igennem, da de spillede sig direkte ind i GOLD-rækken.

Undervejs i turneringen stod de ansigt til ansigt med store modstandere som PSV, Feyenoord og Borussia Mönchengladbach, og selvom det ikke resulterede i sejre i GOLD-rækken, gik drengene ind i kampene med beslutsomhed, mod og kampgejst (og små nederlag).

At opleve B.93’s U13-drenge mod nogle af fodboldverdenens mest anerkendte klubber, var en sand fornøjelse og drengene kan være stolte af deres indsats.

Turneringen markerede sig også ved at være Kosma og Dinos sidste tur, som trænere for holdet. Flere gange undervejs i turneringen, mindede trænerne drengene om, at det er ved disse turneringer man har muligheden for at lære, udfordre sig selv på et højere niveau og vise sit talent frem for andre.

Den mulighed udnyttede holdet og de to trænere kan nu stolte sende U13 videre, som et sammentømret og solidt U14-hold.

Vi ønsker Kosma og Dino held og lykke i deres fremtidige eventyr og takker dem for indsatsen.

Selvom U13-drengene ikke gik hele vejen i TSC International Tournament, har deres flotte resultat som nummer 16 ud af 40 hold i turneringen styrket både holdet, venskaber og sikret oplevelser for livet. Det bliver spændende at følge holdet i næste sæson.

Fotos fra privatarkiv.