Fodboldbestyrelsen har været vært ved en samlende og informativ Klubaften for trænere og holdledere.
Onsdag aften 20. august lagde Big Bio i Nordhavn sal til en ny, og forhåbentligt tilbagevendende begivenhed: En Klubaften for klubbens trænere og holdledere arrangeret af Fodboldbestyrelsen.
Til arrangementet fortalte medlemmer af Fodboldbestyrelsen flankeret af den nyudnævnte fodboldchef Lorenz Sønderby om de tanker, der bliver gjort om klubbens udvikling, mens der løbende blev svaret på spørgsmål fra de fremmødte om alt fra materialer og baneplads til balancen mellem elite- og breddefodbold.
Blandt de emner, Fodboldbestyrelsen bragte på banen, kan nævnes:
- Ny ledelsesstruktur i Fodboldafdelingen, som blandt andet er kommet til udtryk i ansættelsen af en fodboldchef, som både varetager sportslige og administrative ledelsesopgaver og skal sikre én fælles retning
- Redegørelse for klubbens tre grundværdier, og hvordan de konkret udmøntes i praksis på og uden for banen
- Udvikling af en ny og mere brugervenlig baneplan, som erstatter det nuværende Excel-ark-format
- Arbejdet med en ny, moderne og mere overskuelig hjemmeside.
Det store, samlende punkt i Fodboldbestyrelsens fremlægning var arbejdet med en strategiplan for Fodboldafdelingen.
Endnu er planerne under udvikling, men det stod klart, at de højeste prioriteter er at finde flere partnere/sponsorer, så klubben ikke udelukkende er afhængig af kontingenter, samt udviklingen af Fodboldafdelingens yngste årgange, hvor især pigemedlemmer bliver et fokusområde.
Seancen i biografen blev afsluttet med, at der blev taget imod forslag fra de fremmødte i opstillede omgivelsestro popcornbægre.
Derpå gik turen til Meny Nordhavn, som ekstraordinært holdt aftenåbent for at byde på et særdeles velsmagende udvalg af delikatesser, mens de mange indtryk fra mødet blev vendt og fordøjet med et stærkt krydderi af hyggeligt samvær.
Fotos fra Meny Nordhavn
Alle jer, der ikke var med, kan her på billederne fornemme, hvor hyggeligt det var i butikken, som diskede op med alverdens lækkerier til ganen. Det må I ikke gå glip af næste gang.

Flot service og smil over hele linjen fra ende til anden. Foto: Meny.

Uddeler i Meny Nordhavn byder velkommen til B.93’erne. Foto: Meny.

Vinsmagningen var forrygende. Foto: Meny.

Wow for nogle Bao’s. Foto: Meny.

Pasta fenomenale. Foto: Meny.

Højt og smittende humør fra personalet. Foto: Meny.

Kassereren inspicerer og godkender varerne. Foto: Meny.

Der var plads til et par glas denne skønne onsdag aften. Foto: Meny.
Yderligere oplysninger
Vil du høre mere om strategiarbejdet eller hjælpe til med opgaver, store som små, i Fodboldafdelingen? Eller arrangere næste klubaften som partner i B.93?
Så tøv ikke med at kontakte
Fodboldchef
Lorenz Sønderby
los@b93.dk
Topfoto af Flemming Lauenborg, der fortæller om sin kærlighed ti B.93: Valdemar Jensen. Fotos fra Meny Nordhavn: Meny. Portrætfoto af Lorenz Sønderby: Privatfoto.