Vi bringer her en hilsen fra Fodboldbestyrelsen til alle B.93-medlemmer. Vi ser tilbage på året, der er gået – og frem mod næste år på fodboldbanerne.

Kære medlemmer af Fodboldafdelingen

Hermed en jule- og nytårshilsen Fodboldbestyrelsen.

Dags dato er vi 1.746 medlemmer i Fodboldafdelingen, hvilket er en anelse mindre end tilsvarende tidspunkt sidste år. Vi har nok haft målsætningen om flere medlemmer en anelse for skarpt i vores fokus, som gjorde at vi havde svært ved at rekruttere trænere og generelt få kvaliteten til at følge med, selvom vores ansatte gjorde deres bedste.

Det er til stadighed en udfordring at finde trænere med den rette kombination af fodboldfaglige og pædagogiske evner, hvilket nogle af vores hold desværre lider af.

Jagten på dygtige trænere fortsætter i 2025 med uformindsket styrke.

Nedgangen i de tilhørende kontingentindtægter har betydet, at økonomien har været under pres, og stadig er det – nærmest som sædvane i en københavnsk idrætsklub som vores. Med dygtigt arbejde og rettidig omhu fra vores ansatte er vi på trods af et truende underskud kommet ud med et mindre positivt resultat for året. Det er bragende godt arbejde af vores skattede ansatte.

Nu ligger vi nogenlunde på et rimeligt niveau, og kan fremadrettet fokusere på at højne kvaliteten for vores medlemmer på Breddesiden, hvilket bliver et absolut fokusområde i det kommende år.

2024 blev året, hvor vores 1. Herresenior hold dygtigt formåede at forblive i NordicBet Ligaen, og kampdage på Østerbro Stadion er en folkefest, især til fredagskampe, som er samlingspunkter for fans og venner af klubben fra nær og fjern.

B.93 er også på den front blevet en klub, man kigger på med beundring, og der arbejdes dygtigt med branding, sociale medier, merchandise og meget mere, takket være et frugtbart samarbejde mellem fodboldklubben, den professionelle afdeling omkring vores to 1. seniorhold og vores trofaste B.93 Fanklub.

Stort tillykke til spillerne, staben og alle omkring holdet, det er virkelig flot arbejde, og vi glæder os til at følge jer på vores midlertidige hjemmebane i Sundby Idrætspark, mens Østerbro Stadion renoveres.

2024 blev også året, hvor det endelig lykkedes 1. Kvindesenior at rykke i Gjensidige Kvindeligaen, og var tæt på at klare skærene, men skal lige runde kvalifikationen i foråret, hvilket jeg synes er flot i 1. sæson af i den bedste række.

Vi udvikler konstant nye talenter fra klubbens breddeafdeling og Akademi, som indimellem ryger videre til andre og større klubber. En succes har mange fædre, men i den anledning er det på sin plads at takke Lauritz Smed, som i mange år var manden bag 1. Kvindesenior, og som nu har givet stafetten videre til selskabet, som også driver herrerne. Vi ved, at der arbejdes hårdt på at skabe synergier på tværs, både sportsligt og kommercielt.

Stort tillykke til spillere, stab og alle omkring 1. holdene med ønsket om en glædelig jul og fortsat succes in 2025.

Der stilles stadig større krav til vores akademier fra DBU, ikke mindst omkring økonomi til specifikke roller, der kræves, fordi de tæller med i licenssystemet. Tiden, hvor det var resultaterne, der afgjorde op- og nedrykning, er forbi. Det er en bunden opgave for bestyrelsen sammen med vores to talentchefer, Tonny og Philip, at se på best practice for akademierne i fremtiden.

På såvel Pigeakademiet som Drengeakademiet bliver der kæmpet en brav kamp for at få det hele til at gå op i en højere enhed sammen med dygtige medarbejdere, og der arbejdes virkelig hårdt på trænerkontorerne nede i den ene ende af Slottet.

Miljøet omkring akademierne summer af faglige diskussioner og viljen til at blive en lille smule bedre end man var i går.

Et af vores mange akademihold. U14 A Piger. Foto: Caroline Kure.

Breddeafdelingen, både Børn og Ungdom med vores dygtige ansatte Christian Slot, Fritz Niko Busch og senest Ergün har sammen med vores administrationschef Brian iværksat flere nye tiltag i 2025, herunder et fornyet fokus træneruddannelse, træningsplaner med mere for vores ansatte og frivillige forældretrænere.

I efteråret stod de ovennævnte for afviklingen af to weekendstævner som samlede alle breddehold fra U9 til U17 under fælles banner – en stor succes som vi uden tvivl gentager i 2025.

Der er et behov for at rose og støtte Børne- og Ungdomssegmentet, som uden sammenligning er vores største og mest arbejdskrævende segment med ca. 1500 medlemmer. Det daglige arbejde med at jonglere dusinvis af frivillige trænere, cirka 40 hold, baneplaner, kampe, forældre og meget mere kræver ansvarlige af en helt særlig støbning og en enorm arbejdsindsats. Tak til de involverede, det er imponerende hvad I får ud af ressourcerne og nu skal I nyde en velfortjent julepause.

Senior- og Old Boys-afdelingen er blevet en størrelse, vi igen kan prale af med ni stk. 11-mandshold, syv hold der spiller 7-mandsfodbold samt ti andre hold. Det er meget glædeligt, at vi igen er at finde i den bedste række for både Old Boys og Veteran i København.

Et ønske for 2025 er en øget grad af respekt.

Vi oplever desværre et skred i hvad der er OK og ikke OK at sige eller gøre. Tonen er blevet hårdere, dommerne står ofte for skud, eller frustrationer går ud over andre forældre, trænere eller endda børn.

Vi har i løbet af det forgangne år desværre oplevet voldsomme udfald mod frivillige trænere, spillere og dommere – sprogbrug og en opførsel, der kun kan betegnes som trusler.

Det er simpelthen ikke i orden, og vi har alle et ansvar for at stoppe og gå forrest. Det vil vi som klub ikke finde os i – husk på, at den man sviner til, voksen som barn, er en andens bedste ven, eller en frivillig, der giver noget for andre.

Det er selvfølgelig helt uacceptabelt at man som ansat eller frivillig skal udsættes for grov retorik og trusler, og vi vil fremover have en øget fokus på forebyggelse og eventuelle konsekvenser af den mangel på respekt for andre.

Derfor: For 2025 er det fromme juleønske, at vi alle sammen i højere grad viser respekt for hinanden, hinandens indsats og arbejde, evner og ambitioner.

Lad os sammen gøre hverdagen på banerne tryg og udviklende.

B.93 er en sammensmeltning af forskellige kulturer. Vi rummer både historie og store ambitioner under samme tag, og det er ikke altid at de kulturer kan finde fælles fodslag

Det bliver en af de store opgaver igen i 2025 – at Aps’et, Hovedbestyrelsen og Fodboldbestyrelsen finder et større fælles mål for klubben, og at der bliver en større gensidig respekt for det arbejde, der bliver udført i de respektive afdelinger.

Større forståelse for sammenhængen mellem de forskellige afdelinger, større fokus på udfordringer og fordele og især styrker og svagheder skal anskueliggøres, så alle får en fornemmelse af at vi er én klub, nu og i fremtiden.

Fodboldglæden, som vi alle elsker. Foto: Claus Lunde.

At spille fodbold med sine venner er stadig noget af det mest givende i tilværelsen, og det får man syn for sagn for, når man går en tur på banerne og hører glade børn og voksne i gang med spillet. Det er en effektiv kur, når man synes at udfordringerne i bestyrelsesarbejdet bliver lidt vel store. Det er det hele værd.

Udover vores dygtige ansatte skal der også lyde en dybfølt tak til de mange frivillige for at have udført et stort arbejde for klubben i årets løb. Vi ville ikke kunne gøre det uden jeres indsats.

Der skal også lyde en særlig tak til vores hovedsponsor, Sparekassen Danmark, som i sommer forlængede deres sponsorat for de næste to sæsoner, og som altid er klar på sjove og skøre ideer.

Som forening mangler vi altid frivillige, så herfra skal også lyde en stor opfordring til alle om at melde sig under fanerne og give en hånd med. Vi mangler altid hænder til store såvel som små opgaver. Det gælder ude på holdene, men også til stævner, på stadion og til alt muligt andet.

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår. Vi ses på banerne i 2025.

Fodboldbestyrelsens vegne

Jesper Holm Lauridsen
Formand

Fotos: Caroline Kure og Claus Lunde.