Smil og Spire på banen. B.93’s U9-spillere satte fut i Sparekassen Danmark Cup.
Der var masser af grin, boldglæde og solskin, da B.93 lørdag 27. september afholdt Sparekassen Danmark Cup for U9-drenge. Hele 150 fodboldglade børn fyldte vores anlæg med energi, da hvert hold spillede sig gennem seks kampe hver fulde af fairplay og fællesskab.
Et stort højdepunkt var besøget fra Sparekassen Danmarks populære maskot Spire, som dansede sig ind i børnenes hjerter.
Med godter, muleposer, gratis vand og ikke mindst flotte bæredygtige træmedaljer til alle var Spire med til at skabe en festlig ramme om stævnet. Flere gange i løbet af dagen tog Spire endda centerpladsen, når der blev sat gang i dansen sammen med børnene mellem kampene.

Kø for at hilse på Spire. Foto: Lorenz Sønderby.

Sparekassen Danmark var kørt i stilling. Foto: Lorenz Sønderby.
Stævnet blev spillet i 5v5-format, hvor holdene var tilmeldt på tre niveauer (A, B og C), så alle fik kampe, der passede til deres niveau. Resultater og stillinger blev ikke gjort op undervejs.
Til gengæld var der fokus på udvikling, glæde og oplevelser på banen. Selv solen deltog og viste sig fra sin bedste side på en skyfri himmel, så børnene virkelig fik brændt godt med krudt af.
En særlig tak skal lyde til de mange forældre og trænere, som bidrog til den gode afvikling ved blandt andet at dømme kampe og heppe opmuntrende fra sidelinjen.

Vejrforholdene var ideelle for tilskueroplevelsen. Foto: Jesper Lauridsen.

Taktikken gennemgås. Foto: Jesper Lauridsen.
Og naturligvis en kæmpe tak til vores hovedsponsor Sparekassen Danmark for at bakke op om stævnet og give børnene en mindeværdig oplevelse.
Vi glæder os allerede til næste omgang Sparekassen Danmark Cup, som spilles lørdag 15. november. Denne gang for både U6- og U7-piger og -drenge. Info og tilmelding bliver lagt ud her på siden mandag 6. oktober.
Vi ser frem til endnu en dag fyldt med fodbold, glæde og fællesskab i børnehøjde!

Spire og store smil. Foto: Jesper Lauridsen.

Medaljeoverrækkelse. Foto: Lorenz Sønderby.
Topfoto: Lorenz Sønderby.
Supplerende fotos: Jesper Lauridsen og Lorenz Sønderby.