B.93 triumferede i World Cup 2022.

Der blev afholdt VM-turnering i fodbold for ”unge drenge” i august, både for spillere over 70 år og over 75 år. Initiativtagere til turneringen var i år DBU Sjælland, Roskilde-egnens fodboldklubber og Roskilde Kommune. I mange lande er der ikke tradition for, at man spiller fodbold i så høj en alder – alligevel var der samlet 25 hold fra USA, Tyskland, England, Wales og Danmark.

B.93 deltog med Brønshøj med et +70 (11 mandshold) og et +75 hold bestående af folk fra B.93 , samt to fra vores venner i Brønshøj.

For +75-holdet blev det til sejre over hold fra bl.a. Wales, Californien og North Carolina. Det kulminerede med en flot finalesejr til vores evigt unge gutter på 5-3 over et samlet Roskilde hold. Det var et rent B.93 triumftog gennem dette VM.

Meldingerne fra turneringen fortæller denne gang ikke om hvilken styrke holdene havde i turneringen, men Roskilde Dagblad kaldte den “Årets hyggeligste VM finale” og det stoler vi på i redaktionen.

Bonusinfo

  • Turneringen havde ikke mindre end 320 spillere + 125 gange “påhæng”
  • Alderspræsidenten er fra B.93, nemlig Flemming Mathiesen, som er 81 år
  • Sidste gang turneringen blev afholdt var det kun for 11 mandshold. Her fik B.93 sølv, efter at have tabt finalen til et japansk hold, som var meget løbestærkt
  • Vi bør nok nævne at det er et lidt uofficielt VM, men vi er stadig stolte af vores dygtige og rutinerede fodboldspillere.

Topfotoet viser stående fra venstre: Jørgen Ritnagel, Finn ”Ludo” Jensen, Jørgen Campbell, Flemming Mathiesen og William Splidsboel. Knælende fra venstre: Torbjørn Thomsen, Ivan Meldgaard, Niels Rudolfsen, Kim Madsen og Torben Henriksen
(Ivan og Kim er vores gode venner fra Brønshøj).

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto: Bent Andersen.