I denne første artikel i en lille serie om Old Boys holdenes 2025-sæsoner skal vi en tur forbi +32-holdet.
Det første hold i rækken af opslag fra Old Boys afdelingen er +32-holdet.
Holdleder René “Puden” Rasmussen udtaler om +32-holdet
– Holdet som tidligere har gået under benævnelsen Heister’s drenge, har i 2025 været igennem en klædelig og inspirerende modningsproces.
– Bananer og müslibarer er konverteret til kolde øl og forlængede 3. halvlege, hvilket på alle måder har pyntet på holdet og dermed også har medført en direkte betydning for holdånden i kampene. Kort sagt er drengene i 2025 blevet til rigtige mandfolk.
– Heldigvis nåede KBU og SBU at tage sig sammen og dermed skabe en nogenlunde tværgående +32 række. Kun enkelte dårlige modstandere var at finde i puljen og dermed har der været en hel del gode og intense fodboldkampe igennem sæsonen.
– +32 holdets rygrad er på flere måder kendetegnet ved personligheder som for cirka 13 år siden var med til en af B.93’s største skuffelser i klubbens historie, da vi for første (og sidste) gang rykkede ud af de danske divisionsrækker i 2012 og måtte en tur i Danmarksserien.
– Gode råd var dyre, men løsningen var også “Dyre”: Nemlig Emil Dyre, Thomas Høegh, Marco Holst, Martin Heisterberg, Mads Heisterberg og Danny Mirabel. Seks spillere som tog turen med ned, men som også sørgede for at holdet vågnede op og vendte tilbage til den danske 2. division efter blot en enkelt sæson.
– I den opadgående rejse kom flere spillere til og en del af disse har efterfølgende tilegnet sig det blå/hvide hjerte, og udgør sammen med de seks ovennævnte musketerer den +32 trup, som i dag danner rammen for klubbens dygtige og flyvefærdige Old Boys hold. Ingen øvrige nævnt, ingen øvrige glemt.
– Holdet spillede en flot 2025-sæson og endte på en imponerende 2. plads i rækken, kun overgået af KB, som ganske enkelt har været et niveau over alle andre hold.

+32-holdet før en kamp i 2025. Bagerst fra venstre: René “Puden” Rasmussen, Mads Heisterberg, Marco Holst, Danny Mirabel, Mads Heidelbach, Thomas Høegh, Ronni Raun og Kristoffer Bødker. Forrest fra venstre: Anton “AP” Peterlin, Seejou King, Victor Johannesen, Niclas Rønne, Martin Heisterberg og Nick Murphy. Foto: René “Puden”‘s datter Silia.
– Kontinuitet har måske ikke været nøgleordet for +32 spillerne, og der har i en stor del af kampene, måske endda alle kampene, været kærkommen hjælp at hente fra vennerne på +40 holdet. En del af “de unge veteraner” har hjulpet til på +32, men også nogle stykker af “de ældste Old Boys” har fået debut den anden vej på +40 holdet.
– Kampens spiller kåringer er endnu ikke blevet en tradition på +32, men hvis der skal vurderes efter commitment og vedholdenhed, så kan man ikke komme udenom Seejou King, der som den eneste spiller har været med i samtlige af holdets kampe i 2025.
– Seejou bliver, af redaktionen, fremhævet som en uformel “Årets Spiller” og har været en afgørende spiller for truppens modning, med hans sublime indsatser i både første, anden og tredje halvleg. En på flere måder afgørende spiller, både som person og fodboldmæssig kapacitet.
– Modelkarrieren i klubbladet var i store dele af sæsonen Seejou’s peak, men mod afslutningen stod det pludselig klart at han rykkede fra Patrick Payberg på topscorerlisten og dermed var en ny milepæl nået.
– Tak til alle mandfolk på +32, sikke en flot sæson.
Skrevet af: Mogens Hansen
Topfoto med fra venstre mod højre: Emil Dyre, René “Puden” og Seejou King. Selifie-foto af René “Puden”. Holdfoto: René “Puden”s datter Silia.




