Potentialet i B.93 er vanvittigt stort.

B.93 Pigeakademi har jo ansat ny talentchef for Pigeakademiet, Jacob Nordstrøm Scheel, som et led i udvidelsen af samarbejdet med FA 2000.

Vi stillede Jacob fire “skarpe” spørgsmål, som han svarede meget klart. Kom med her

Hvem er Jacob?

– Jeg hedder Jacob Nordstrøm Scheel og er 23 år. Jeg har været i fodboldens verden siden jeg var helt lille. Først en del år som spiller, sidenhen som træner og nu leder.

– Jeg er opvokset i Helsingør og min barndomsklub blev derfor Helsingør IF, da jeg startede til fodbold som 6-årig. Godt og vel 10 år senere stoppede jeg som 16-årig med selv at spille fodbold.

– Efter min tid som spiller, startede jeg som træner for et pigehold i Hornbæk IF. Tre års tid senere bankede FC Helsingør på døren og jeg startede kort tid efter som træner på deres drengeakademi.

– I FCH nåede jeg både at være holdtræner, topcentertræner og ansvarlig for forskellige talentcentre. Derefter havde jeg en kort afstikker som seniortræner til et nyopstartet kvindeprojekt i Humlebæk Bk. inden jeg vendte tilbage til FC Helsingør. Denne gang som talentchef i deres kvindeafdeling.

– Sidenhen har jeg været tilknyttet FA 2000 som Sports- og talentchef, hvor jeg har været på en spændende rejse med mange dygtige piger og kollegaer.

Hvordan ser du B.93 lige nu?

– Der er ingen tvivl om, at potentialet i B.93 er vanvittigt stort. Personalet, spillerne, lokationen: Pprofilen er på plads til at skabe noget rigtig stort.

– Men vi er også et sårbart sted, hvor udviklingen er blevet bremset og rammerne har trykket sig en smule. Det skal vi have vendt om på. Vi skal i gang med at snakke fodbold igen og dét det egentlig handler om: Udvikling.

Hvordan forventer du at rykke positivt på tingenes tilstand?

– Normal når man starter i sådan en stilling, vil man bruge en stykke tid på at se tingene an, lære folk at kende og hvordan tingene bliver gjort her i huset. Men det har vi ikke tid til her.

– Vi skal ud over stepperne fra dag 1 og på med arbejdshandskerne. Jeg skal ud og lede og sørge for, at de ansatte kan udføre deres arbejde med de bedst mulige vilkår i ryggen.

– Vi skal have skabt en organisation, der hænger sammen fra top til tå og hvor vi alle sammen arbejder i samme retning. B.93 skal være en organisation og en klub, hvor vi siger “vi” før “jeg”, men hvor udviklingen af det enkelte individ er i fokus. Det er – for mig – en leders allervigtigste opgave.

Hvordan får B.93 yderligere fokus på pigefodbolden?

– Der er er desværre en del klubber, der har pigefodbold af de forkerte årsager. Man skal ikke have pigefodbold, fordi man bliver tvunget til det, fordi, “det skal man i nutidens Danmark” eller fordi det ser bedre ud for ens brand, at man også har pigefodbold.

– Man skal have pigefodbold fordi, det fortjener pigerne. Og det skylder vi dem.

– Vi skylder, at unge piger (og ældre piger) har samme muligheder som drenge for at dyrke den sport, som vi alle sammen elsker. Vi skylder dem at investere – både tid og økonomi – i at skabe de bedst mulige forhold, hvor de kan præstere og trives. Jeg håber og tror på, at B.93 kan være dét sted.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto: Peder Svensgaard.