Søndag 10. september var der stor kampdag for Pigeakademiet på Svanemølleanlægget.

Der var lagt op til en fantastisk dag på Svanemølleanlægget, søndag 10. september, da hhv. U13-, U16-, U18- og U19-holdet alle havde programsatte ligakampe, i deres respektive rækker, på anlægget.

U14-holdet tog sågar forskud på festen, da de dagen forinden vandt med flotte 4-1 ude mod Brønshøj/FIX.

Med op mod 25 grader, solskin, kolde forfriskninger i kiosken samt en masse glade mennesker på lægterne, var rammerne sat for en kæmpe fodboldfest på Østerbro.

Flot fremmøde på Svanemølleanlægget. Foto: Frederik Knygberg.

Første kamp blev fløjtet igang kl. 10.00, da U13-pigerne tog imod Farum BK. Det var på forhånd udset til at blive en vanskelig opgave, da de nordsjællandske gæster allerede havde placeret sig tungt i toppen af rækken. Til trods for en god indsats mod topholdet måtte U13-holdet indkassere et ærgerligt nederlag.

Godt som kampen blev fløjtet af, var det blevet tid til ikke én, men hele to kampe yderligere, hvor de ældste akademispillere skulle vise sig frem.

Både U18- og U19-pigernes kampe blev sparket igang sammentidig, og det var en flok sultne 93’ere, der gik ind til deres pågældende kampe.

U18-holdet tog imod Greve Fodbold, en kamp mellem to hold der begge havde fået en flot sæsonstart i U18 Piger Øst. Det skulle dog vise sig at blive en mere ensidig affære, end først antaget, da Babett Cramer Rubæk allerede et kvarter inde i kampen fandt vej til netmaskerne og dermed åbningsmålet.

Yderligere 15 minutter skulle der gå, inden Asia Matilde Di Nicola, der forleden var ugens profil i ‘93’eren‘, øgede føringen til 2-0, hvilket også var pausestillingen. Takterne fortsatte i 2. halvleg, og så kunne først Clara Månsson Sæbye, herefter Stella Paludan Backhaus og sidst Emilie Rebecca Warming gøre det til hhv. 3-, 4- og 5-0. Greve fik dog pyntet lidt på resultatet med en reducering til 5-1 inden slutfløjt.

Spillerne hilser pænt på hinanden ind kickoff. Foto: Frederik Knygberg.

U19-holdet, der som nævnt, spillede samtidig med U18, startede akkurat lige så godt ud som de ét år yngre klubkammerater, da Clara Prebensen fandt Veronika Weatherall, som kunne åbne kampen til 1-0 mod gæsterne fra FC Thy Piger – Skyum.

Omkring tyve minutter efter føringsmålet, var det Frederikke Cajus Boisen, assisteret af Olivia Koefoed Haaber, som kunne øge stillingen til 2-0.

Clara Prebensen, der i midtugen scorede to kasser for 1. Kvindesenior i pokalkampen mod Fredensborg BI, var næste til at placere kuglen i nettet, da Ida Sofie Diget Christensen just tre minutter efter Boisens scoring kunne finde Prebensen, som dermed gjorde det til 3-0 inden pausen.

Det var dog ikke slut for Clara Prebensen, blot ti minutter inde i anden halvleg satte hun nok engang bolden i kassen bag en hårdt prøvet FC Thy Piger – Skyum-keeper. Assisten stod indskiftede Paula Groth-Hansen for. Det skulle også vise sig at være slutresultatet, og så var fodboldfesten for alvor sat igang på Svanemølleanlægget.

Sofie Cajus Boisen kigger søger efter en medspiller. Foto: Frederik Knygberg.

U16-holdet skulle kl. 14.00 gøre U19 kunsten efter, da de ligeledes tog imod FC Thy Piger – Skyum på kunstgræsset.

Kampen startede som et sandt festfyrværkeri, da Sophie Lech-Gade, blot fire minutter inden i kampen, fandt vej til netmaskerne, og så var kampen så sandelig igang. Der skulle kun gå yderligere seks minutter, inden Eva Aliya Setrallah Larsen fandt Sasha Maria Gogorza Krüger-Johnson på kanten af feltet, og hun kvitterede med et tørt hug placeret bag en chanceløs keeper i FC Thy Piger – Skyum-målet.

B.93 TV: Sashas mål

Dramaet skulle dog i den grad fortsætte, for godt som 93’erne var startet med offensiv bold og to flotte kasser, var det målscoreren til 1-0, Sophie Lech-Gade, der efter blot femten minutter måtte se det røde kort. Det åbnede kampen mere op for gæsterne, som ét minut efter kunne reducere til 2-1.

Trods den våde klud i ansigtet var værterne langt fra færdige, og det var Sasha Maria Gogorza Krüger-Johnson bestemt heller ikke. 34. minutter inde i første halvleg, var hun i centrum igen med sin anden scoring, og så kunne holdene gå til pause med stillingen 3-1.

I anden halvleg var undertallet ikke til at mærke, og det var 93’erne der fortsatte dominansen, så det var heller ikke den store overraskelse, da Kamma Louise Mejlgaard Larsen, i jubel, kunne søge mod hjørneflaget for at modtage velfortjente krammere af holdkammeraterne. 4-1.

B.93 TV: Velfortjent jubel og krammere

Vi var dog ikke helt færdige, for Sasha Maria Gogorza Krüger-Johnson, der allerede havde haft en fremragende kamp, var sulten efter en scoring yderligere, der kunne cementere hendes hattrick.

Det skulle naturligvis også lykkes for den ihærdige frontspiller, da hun i kampens 82. minut kunne drible sig gennem FC Thy Piger – Skyum-forsvaret og gøre det til slutresultatet 5-1.

B.93 TV: Dribletur og hattrick

Talentchef Jacob Nordstrøm Scheel udtaler

– En skøn, solrig søndag med masser af god fodbold.

– Både U16 og U19 leverede flotte sejre med hhv. 4-0 og 5-1 over FC Thy Piger – Skyum, mens U18 gjorde det fremragende med en 5-1-sejr over Greve Fodbold.

– Fremragende stemning på anlægget med mange tilskuere og målfest i alle kampe.

Stor jubel efter Sasha Maria Gogorza Krüger-Johnsons scoring til 2-0. Foto: Frederik Knygberg.

Kampreferater, B.93 TV og fotos: Frederik Knygberg.