Grundet efterårsferien holder vores ungdomshold fri weekend, men der bydes på drabelige opgør for vores tre elitehold på seniorplan.
2. divisionsholdet (1. herresenior) tager mod Skovshoved på Østerbro Stadion lørdag kl. 15.00. Kommer Nicolai Olsen på banen, træder han ind i “Klub 100” med hensyn til kampe for B.93 – det skal blive spændende at se om Danny Jung har planer om dette. Det er jo også den kamp, hvor vi alle håber at vi tager sæsonens første hjemmebanesejr – et blik på stillingen afslører (med al ønskelig tydelighed) kampens vigtighed.
Sværere bliver det nok for vores fine kvindeseniorer, under ledelse af Kim Baun og cheftræner Jessica Rodriguez (topfoto). I 3F Ligaen møder B.93 duksen Brøndby, der fører rækken som ubesejret. Den kamp starter kl. 13.00 på Brøndby Stadion lørdag.
Endelig kan det nævnes, at vores 2. herresenior i dag fredag møder et af topholdene FA 2000 ude kl. 19.00 – den spilles på kunstgræs.
Held og lykke til alle tre hold med de interessante kampe.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Mark Bernquist.