Historien om Robin Østrøm og Kasper Hjulmand.

 

Egentlig var det planlagt til at vi skulle offentliggøre vores forlængelse med talentfulde Robin Østrøm (den blev tegnet i sidste uge), men vi kan ikke komme udenom at dagens store historie er at en tidligere B.93’er skal være A-landsholdstræner fra 2020. Så vi blender de to historier på en “terrængående” måde …

Vi starter med dagens mest debatterede historie, nemlig at Kasper Hjulmand skal være dansk A-landsholdstræner fra august 2020. Mange ved måske ikke, at Kasper har spillet 26 kampe for B.93 (0 mål) i perioden 1996 til 1998, så B.93 har en vis aktie i det. Det var Erling Bøje som tog Kasper med til B.93, efter begges gerning i Herlev. Kasper fik debut i nederlaget (0-2) mod Fremad Amager ude 8. april 1996.

(Bonusinfo er at kampens anden debutant var Peter Hasselgreen, som jo er vores nuværende hjælpetræner på divisionsholdet)

Kasper Hjulmand måtte opgive sin karriere efter problemer med knæet, men har jo slået sit navn fast som træner..

Vi indrømmer gennem, at vi lader lidt lys skinne på B.93 grundet denne – lidt overraskende – offentliggørelse.

Vi er dog endnu mere glade for at offentliggøre, at vi har fået forlænget aftalen med talentfulde Robin Østrøm, som er stopper på årgang 2002 – dette med med yderligere to år. Robin var en af de tre, der i vinter fik et seks ugers forløb med 1. holdet og imponerede i høj grad.

Head of Coaching Martin Jensen udtaler

– Vi er rigtig glade for at have forlænget aftalen med Robin, der er en fyr med stort talent og begge ben solidt plantet på jorden.

– Jeg er sikker på vi kommer til at se meget mere til Robin indenfor kort tid.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.