En af de ting man lærer ved at være i en sportsklub – i vores tilfælde en meget dynamisk en af slagsen – er at man ofte må sige farvel – det er meget tit til spillere, men også til trænere.

En af dem som vi siger farvel til nu, er Sune Jensen som virkelig har sat sit fingeraftryk på B.93. Ikke alene har han været et scoop i vores levende ungdomsafdeling, men han har også prøvet livet som divisionstræner for vores 1. senior.

Vi bad klubbens ungdomsformand Max Riis Christensen om sige et par ord om Sune
– Efter fem år i B.93 fortsætter Sune Jensen på nye baner efter ferien. Det har været en stor fornøjelse at arbejde med Sune igennem de nævnte fem år.

– Hans altid fokuserede indsats på at skabe resultater på banen og i organisationen, har skabt et stærkt fundament med mange gode trænere, som vi vil have glæde af fremadrettet. De spillere jeg taler med er også glade for Sune.

– Jeg oplever han er dygtig til at balancere sin ungdommelige charme og rollen som træner på en måde, hvor der er god stemning i omklædningen, men alligevel ved man godt hvad der forventes og hvem der sætter holdet.

– Personligt vil jeg også sige stor tak til Sune for hans store indsats. Mit samarbejde med Sune har været rigtigt godt og jeg håber vores veje krydses igen, slutter Max Riis Christensen.

Vi ønsker Sune al mulig held og lykke fremover, og siger tak for denne gang.

Skrevet af Claus Vandborg
Foto af Mark Bernquist