Historien om De Gyldne.
Der var udsolgt, da De Gyldne mødtes i caféen i B.93’s klubhus fredag aften. De Gyldne, hvoraf de fleste er blevet lidt mere grå end gyldne, er en forening, der slet ikke er en forening, af personer, som var med i B.93, dengang klubben lå på det gamle anlæg, og dengang opbyggede livslange venskaber og et tilhørsforhold til den gamle klub, som mange af dem i dag stadig er aktive i eller støtter på den ene eller anden måde.
De Gyldne er for eksempel hovedsponsor for klubbens bedste U19 og U17-hold. Mange gyldne giver en hånd med på stadion som vagter, sælgere i boderne eller i speakertjenesten. Nogle sidder i diverse bestyrelser, en del er stadigt aktive på banen, og mange kommer bare og deltager med godt humør i klubbens liv fra tid til anden.
Det hele ledes på fornem vis af den diktatoriske og helt igennem udemokratisk valgte formand Claus Vandborg, som startede det hele for en håndfuld år siden som en Facebook-gruppe, der nu tæller omkring 500 medlemmer. Der findes også en lige så udemokratisk valgt bestyrelse, hvis opgave er at arrangere en årlig golfturnering og i øvrigt gøre, som formanden siger.
Det helt rigtige navn for forsamlingen var oprindelig B.93’ere fra De Gyldne Dage, men nu er det ændret til De Gyldne grundet den medieeksponering gruppen har fået og med de gyldne dage menes tiden – 100 år – på anlægget mellem Københavns Idrætspark og Brumleby, da B.93’s bedste fodboldhold lå i den bedste række, tennisafdelingen vandt mesterskab på mesterskab og alle klubbens fodboldhold lå i de bedste rækker.
Det var dengang, det var utænkeligt, at man ikke gik i restaurationen efter træning eller kamp. Når et hold spillede på udebane, gjaldt det om at komme så hurtigt som muligt tilbage til klubben for at indtage vinderbordet bagest i restaurationen, og da der som regel var mange vindere en lørdag eftermiddag, kom der også til at sidde mange om vinderbordet og i restauranten i det hele taget.
B.93’s klubhus var dengang et sted, hvor man som dreng eller ung gik hen, når man havde fri for at spille eller se andre spille. Her mødte man alle sine venner og klubkammerater, og nogle af dem kendte man ikke, men så lærte man dem at kende. B.93 var også dengang medlemsmæssigt en stor klub, men alle kendte hinanden på tværs af hold. For de gyldne var det en gave, en oplevelse og en opdragelse at have et sted, hvor man mødtes på tværs af alle de skel, der ellers kan sættes i et samfund, og hvor det var lige meget, om man spillede på 1. holdet, på 4. holdet eller 6. holdet. Alle kendte hinanden. Og det gør de stadig.
Fredag aften var omkring 70 gyldne mødt op for at deltage i små konkurrencer og gættelege og få lidt godt at spise. Ingen navne skal nævnes, men der var folk, der mente, de havde spillet 600 kampe på 6. holdet. Nogle havde spillet i Bundesligaen, den hollandske æresdivision og på A-landsholdet. En var rykket op før tid på 7. holdet, og nogle havde haft flere fibersprængninger end de havde spillet kampe, men ‘i De Gyldnes Rige er alle lige’ lyder foreningens motto. Og sådan var det.
De Gyldne glæder sig over hele tiden at få nye medlemmer. De formelle optagelseskriterier er, at man skal være 45 år og have været aktiv på det gamle anlæg, men der justeres løbende lidt i reglerne, og der uddeles wild card alt efter formandens aktuelle humør. Og det er, som det var fredag aften, som regel godt. For han mener, at mange i B.93 i dag kunne lære af og have fornøjelse af at opleve det sammenhold, fællesskab og kammeratskab, som B.93 har skabt for de mange medlemmer af de gyldne. Det behøver ikke kun at være en historie fra fortiden. Det kunne også være en del af nutiden for de unge og voksne i B.93 i dag. Ja, faktisk er der endnu mere brug for den slags i dag.
Topfotoet er af bestyrelsen for “De Gyldne”
Fra venstre: Sportschef Benny Madsen, næstformand Kim Svensson, suppleant Jens Kolding, menigt medlem Bo Kilde, formand Claus Vandborg, manager Jørgen Christensen, kasserer Kim Rasmussen og suppleant Jørgen Andreasen.
Fotos af festdeltagere foran “Slottet”
Skrevet af Hans Drachmann.
Fotos af Christian Winther.
