Som led i en strategisk opgradering af klubbens Eliteakademi overgår Martin Jensen pr. 1. oktober 1018 til udelukkende at være kombineret talentchef og Head of Coaching. Derfor forfremmes Lasse Frølund – som hidtil har trænet vores talentfulde U17 Øst hold – til ny U17 Divisionstræner.
Martin Jensen udtaler
– Det er afgørende for os som klub, at vi er i stand til at rekruttere og forfremme internt, og derved uddanne trænere såvel som spillere.
– Lasse har igennem det seneste halvandet år arbejdet hårdt, målrettet, og loyalt for B.93. Han er samtidig lige blevet optaget på A-uddannelsen, og derfor er timingen perfekt i forhold til at give ham nye udfordringer.
I forhold til sin egen rolle siger Martin
– Det har hele tiden været planen, at vi skulle bruge efteråret på at evaluere strukturen på akademiet og derefter finde den rigtige sammensætning fremadrettet. Den er vi nu afklaret med, og derfor rykker vi på det nu, så vi kan tage næste skridt.
– Jeg er glad og ydmyg over, at klubbens bestyrelse har valgt mig til at lede akademiet fremover.
Bestyrelsesformand i B.93 Kontraktfodbold ApS Lars Lüthjohan Jensen udtaler
– Vi går en spændende tid i møde i relation til ungdomsudviklingen. Udnævnelsen af Martin som talentchef og Head of Coaching på fuld tid giver et stort løft til strukturen omkring Eliteakademiet, som pt. undergår en væsentlig professionalisering.
– I et velfungerende eliteakademi er det afgørende at kunne uddanne og rekruttere trænere internt, så det er en fornøjelse at kunne byde Lasse velkommen i den nye rolle som U17 Divisionstræner.
– Vi har mange dygtige trænere i klubben, og de fortjener et topklasse træningsmiljø, hvor de har mulighed for at udvikle sig og avancere.
På U17 Øst bliver der ligeledes en forfremmelse, da Toke Madsen bliver ny cheftræner for holdet.
Den nye cheftræner for U17 Lasse Frølund havde disse ord til udnævnelsen
– Jeg er meget glad og stolt over, at jeg har fået muligheden af klubben.
– Det bliver en spændende udfordring, og jeg glæder mig til at arbejde med holdet, som jeg i forvejen kender godt.
Vi ønsker alle involverede held og lykke, med deres nye spændende opgaver i B.93.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto: Mark Bernquist.