Foreningen, “B.93’ere fra de gyldne dage” mødtes for femte gang med Formanden Claus Vandborg i spidsen. 60 forventningsfulde medlemmer var i år tilmeldt og med rekordmange debutanter; Flemming Carlsen, Jess Glargaard, Bent Due, Claus Allan Rasmussen, Erling Bøje, John Rintza, Bjarne Leif Jensen, Steen Krogh, Claus Wigen, Mark Bernquist(fotograf), Torben Bare Hansen, Claus Mortensen og Steen Larsen.
Selvom man siger; “Never change a winning team”, så vovede bestyrelsen pelsen og diskede op med nyskabelserne “Quiz”, “Gæt en 93’er” og “Fodbold-klip fra arkivet”. Det blev ikke kedeligere af at forsamlingen nærmest forvandlede sig til overstadige teenagere når der skulle svares på første rundes spørgsmål, lige fra “Hvornår kom fodbold på programmet i klubben?” til “Hvem var denne ugens 93’er?”.
I anden Quiz-runde skulle der gættes alverdens 93’ere ud fra billedgenkendelse. Da bordet hvor undertegnede sad, lignede en sikker taber med nul rigtige, diskede Claus H Blomsterberg op med et “lucky gues”; et nærmest ukendeligt billede af Lindy Olsen, ukendt for alle undtagen “Banks”, så gættede han navnet fra han som 8-9 årig samlede Gunnar-Nu kort!! Det betød at bordet med Ole Rojas endte med at blive prügelknabe. Og som om det ikke var nok blev Rojas udstillet senere med et legendarisk selvmål i en divisionskamp på Østerbro Stadion. Ja, det blev minsandten en mindeværdig aften.
Udover foranstående, havde Stadionspeaker Christian Winther flot klippet en samling af kampe fra DR-arkivet sammen, indkøbt for år tilbage. Roja’s selvmål, Jean’s oplæg til mål af Bent Andersen, Dynamo Dresden-kampen i ’82, Elkjær-interview og meget mere fik forsamlingens udelte opmærksomhed. Mange mente dog at kamp-klip fra 70’erne var i gengivet i slow motion! Det forsikrede Christian Winther ikke var tilfældet.
Herudover var der de obligatoriske taler fra bestyrelsen, herunder hyldest til den første golf-mester i foreningen, Søren Boye. Ja, i læste rigtigt; En tennisspiller havde fået billet til aftenens arrangement. Han hilses bestemt velkommen i det forjættede land. Godt set af bestyrelsen; fornyelser skaber forandringer.
Benny Madsen komplimenterede fortjent formandens utrættelige arbejde for foreningen og samtidig klapsalver til føromtalte Søren Boye, som vandt foreningens første golfmesterskab.
Kim Svensson undlod heller ikke i sin tale , i ellevte time, at komme med sin obligatoriske joke. Referenten undlader at gentage denne. Bare kommentere at flere i forsamlingen mente at vitsen fik ”Banks” til at tisse i bukseren af grin…….dengang han stadig lå i vugge!
Forsamlingen blev selvfølgelig ikke snydt for formandens “svinere” til debutanterne, selvom; Havde han skruet lidt ned for blusset i år? Han er vel ikke brændt ud? Eller bare blevet blød om hjertet?
Det kan med sikkerhed siges at formanden endnu engang, med bestyrelsen i ryggen, havde stykket et formidabelt arrangement på benene. Og med dagens mange debutanter lover det godt for foreningens videre beståen. Hertil skal det siges at både Torben Klarskov og Hans Drachmann også tog mikrofonen for at opfordre til dels at støtte jubilæumsfonden til 125 års jubilæet dels med Hans Drachmann’s ord: Overvej om ikke DU kan gøre en indsats for klubben igen. Hans nævnte bl.a. at klubben kun med næb og klør kunne skabe et 2. og 3. hold i seniorregi! Hans var alvorligt bekymret for udviklingen på sigt i seniorafdelingen og herunder også ”gammelmandsholdene”, hvor der pt ikke findes et old-boyshold.
Se billedgalleriet fra aftenen her.
Foto: Mark Bernquist
Referat v/ Mogens Hansen