Her er alt hvad du skal vide om genåbningen af Fodboldafdelingen. Vi glæder os til at se jer alle igen.
Vi iler her med relevant information om genåbningen af fodbolden i B.93. Vi opdaterer løbende her på denne side, når vi har nyt. Senest opdateret fredag 26. februar 2021, webred.
Kære medlemmer og forældre i Fodboldafdelingen
I går aftes blev DBU’s Corona-protokol opdateret og i direkte forbindelse med den begivenhed, blev der afholdt bestyrelsesmøde i Fodboldafdelingen.
Det var de bedst tænkelige meldinger der kom fra DBU, nemlig at der kan afvikles træning for 4 x 25 på en 11-mandsbane.
I praksis betyder det, at vi nu kan vende tilbage til den oprindelige baneplan og dermed kan springe øvelsen omkring udfærdigelse af en ny over. Det er intet mindre end fremragende, for det betyder at bestyrelsen i går besluttede, at vi allerede fra på mandag 1. marts genoptager træningen på anlægget.
Next steps
Vi kalder nu vores medarbejdere tilbage og meldingen er, at der stort set er styr på trænerne på alle hold. Afdelingsledernes opgave er nu at sikre, at alle trænere er på plads og informeret, og afdelingslederne har dermed fremadrettet ansvaret for at få gennemført træning fra næste uge.
Afdelingerne er inddelt således:
- Drengeakademi U17-U19: Kontakt Martin Jensen på martin@b93.dk
- Drengeakademi U12-U15: Kontakt Ala Mohammed på ala@b93.dk
- Pigeakademi: Kontakt Nicolaj Behrens på nb@b93.dk
- Ungdomsafdelingen alle hold U12-U19: Kontakt Patrick Glikmann på pato@b93.dk
- Børneafdelingen alle hold U8-U11: Kontakt Simon Bodholdt på simon@b93.dk
- Børneafdelingen U7 og nedefter alle hold: Kontakt Jesper Nielsen på jesper@b93.dk
- Senior og opefter: Kontakt Jesper Nielsen på jesper@b93.dk.
Jeg vil meget gerne opfordre jer til at give de gode mennesker muligheden for at få styr på tropperne, inden I begynder at maile til dem.
Det er aftalt at afdelingslederne sørger for at give trænerne besked, og det vil derefter være trænerne der tager kontakt til jer omkring, hvornår den første træning afvikles. Det er ikke sikkert, at alle når at være parate til mandag, men der arbejdes nu benhårdt på at alle hold er i gang i løbet af næste uge.
Sagt på en anden måde, I må ikke sende jeres børn til træning, før I har hørt direkte fra trænerne eller fra afdelingslederne.
Praktik
Når træningen påbegyndes, skal trænerne sørge for at lave baneopdelingen, så vi understøtter kravene omkring forsamlingsforbuddet.
Forsamlingsforbuddet betyder også, at forældre ikke har adgang til anlægget. For de mindste børn sørger vi for en særudmelding, men for alle øvrige hold er forældre på anlægget under træning ikke tilladt. Det ville være umådelig trist hvis vi blev lukket igen, fordi vi ikke overholder forsamlingsforbuddet.
Det betyder også at I og jeres børn ikke må gå ind på anlægget før træningen starter, og skal forlade anlægget i det øjeblik træningen er slut. Det kan betyde at træningen afkortes i begge ender, da forsamlingsforbuddet ellers overskrides med 100%
Klubhuset er fortsat lukket, da forsamlingsforbuddet på de 25 kun gælder udenfor, så alle skal komme omklædt hjemmefra.
Der må ikke deles drikkedunke!! I glædesrusen over at vi kan komme i gang, må vi ikke glemme at vi stadig befinder os i en corona-tid. Vi skal for alt i verden gøre vores bedste for stadig at undgå at sprede smitte så kram, håndtryk og ikke mindst fælles drikkedunke er no-go.
Skulle uheldet være ude og I eller jeres børn bliver smittet, skal I sørge for at give trænerne og afdelingslederne besked med det samme. Vi sørger derefter for, at alle involverede får direkte besked om hvordan sagen skal håndteres, og hjælper med smitteopsporingen.
Vi har allerede fået de første spørgsmål i forbindelse med en genåbning, og vi kan oplyse at man ikke skal være vaccineret for at komme til træning og at der ikke skal bæres mundbind på anlægget.
Selvom mundbind ikke er et krav på træningsanlægget, vil jeg lige benytte lejligheden til at oplyse at gitte@b93.dk stadig har de seje B.93-mundbind på lager, så skriv til hende hvis I er trætte af de kedelige hvide!
Materialer
De næste par dage kommer vi til at gennemgå vore beholdning af materialer. Under den sidste nedlukning oplevede vi desværre at vi manglede rigtige mange bolde, så denne gang har vi haft aflåst kælderen. Om det betyder at alt er på plads, er endnu usikkert, men vi har valgt at starte alligevel, og så må vi løse det undervejs.
Skulle nogen være i besiddelse af en B.93-bold må I naturligvis gerne bringe dem tilbage så hurtigt som muligt. De kan afleveres uden repressalier i klubhuset.
Skulle I have et firma eller kender I nogen der kender nogen der har, og som måske kunne være interesserede i at blive bold-sponsor (det kan trækkes fra i skat) så kom glad. Man bliver sjældent rig og berømt som boldsponsor, men man bliver til gengæld umådelig populær blandt vore børn og unge. Lyder det som verdens bedste tilbud, så skriv endelig til mig på pam@b93.dk.
I kan have rigtig mange spørgsmål til denne genåbning, og da det er et stort maskineri vi nu starter, vil jeg gerne opfordre til tålmodighed; giv afdelingslederne mulighed for at få styr på de helt overordnede rammer, I hører fra enten dem eller jeres trænere, så snart hvert enkelt hold er klar til første træning.
Jeg varetager stadig alle de overordnede spørgsmål, så skriv endelig hvis I har noget på hjertet.
Sidst men ikke mindst, så er det denne her besked jeg har glædet mig allermest til at sende ud de sidste par måneder. Det bliver ganske enkelt en fest at få jer, jeres børn, vores trænere og medarbejdere tilbage i klubben og på anlægget. Dette er en glædens dag.
Rigtig god fornøjelse.
Med venlig hilsen
Pernille Marcussen
Klubchef
Boldklubben af 1893
pam@b93.dk
Mobil: 26 20 17 93