Årgang 2012 har fået deres navne på ryggen.

 

Ind mellem finder et hold en “lokal sponsor”- ofte via en kontakt fra forældregruppen. Vi har brugt det eksemplariske princip, og fortæller her en historie til mulig inspiration.

Redaktionen stillede cheftræneren for årgang 2012 disse spørgsmål:

Hvem er trøjesponsor, hvad betyder det for jer, og det noget andre hold også kan gøre?

Newroz Dogan

Adacta Advokater på Øster Farimagsgade. Louise og Kåre har Adacta Advokater sammen på Øster Farimagsgade og deres søn Algot spiller på holdet.

– Det betyder meget for vores spillere at få nye trøjer. De er glade og stolte over deres trøjer – specielt med deres navne på ryggen, så føler de sig som rigtige fodboldspillere. Det er bare så fedt at se både vores drenge samt andre årgange i B.93 løbe rundt og lege i deres klubtrøjer ovre i skolegården på Øster Farimagsgade Skole.

– Vi har i de sidste 4-5 år, siden U5, hvert år fået nye spillertrøjer mm. Nogle år har vi haft en hovedsponsor som i år, som betaler det hele. Andre gange har vi haft flere delsponsorer, som har fået en trøje hver med deres logo på.

Bonusinfo

Trænerteamet har fundet sponsorer primært i forældregruppen, som har egen virksomhed eller via forældregruppens netværk/ trænerteamet eget netværk.

Cheftræneren for årgang 2012 Newroz Dogan var en teknisk stærk, seriøs og flittig midtbanespiller, som fik 94 kampe (lavede 18 mål) for B.93 i perioden 1999 til 2008. Han blev udnævnt til 93’eren 21. juli 2020.

Epilog

Det er dejligt at se, når vores trænere og ledere har et rigtig godt forhold med en forældregruppe, som derigennem får lyst til at støtte deres hold, som er sket på her. Det er der heldigvis for mange af vores drenge og piger, en del forældre og pårørende også fra andre hold som gør det samme, og det er med til at sørge for at holdene står stærkt og føler sig endnu dygtigere. Her er der så tale om en ekstra bonus, at vi har en dygtig leder/træner, som ovenikøbet er en tidligere B.93’er (på højt niveau), som giver lidt tilbage på klubben på denne måde.

Fodbold er i forhold til en del andre sportsgrene en ret “billig” sportsgren at dyrke, selv med træning bare et par gange om ugen og med de antal kampe, som langt de fleste hold har over et år, er omkostningen ikke så høj (i hvert fald sammenlignet med andre sportsgrene).

Med alle de omkostninger klubben har til kontoret – og med drift som husleje, forsikringer, varme, vand, sammenholdt med udgifter til trænere, dommere og meget andet – er det en meget meget svær øvelse at få økonomien til at balancere.

Så derfor hjælper et sponsorat som dette meget. Eller sagt på en anden måde: Uden de mange frivillige kræfter og forældre og virksomheder, der hjælper til på denne måde ville det være en umulig opgave.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg