Ole Jensen, der var født 21-10-1951 (Lolland Falster), døde 26-12-2018 (København). Han blev således 67 år.
Ole kom til B.93 i 1973. Inden da havde han været divisionsspiller i B.1901. Og han blev en forstærkning af det meget stærke 1972-hold, der netop var rykket op i 2. division. Allerede samme år rykkede B.93 op på ny, denne gang til 1. division, landets bedste række. Ole var herefter stort set fast mand resten af 70’erne. I alt blev det til 158 kampe/21 mål (1973/79). Langt hovedparten, helt nøjagtig 139 af hans kampe, foregik i 1. division.
Ole var en slidstærk midtbanespiller med en fin teknik. Hans sparketeknik var også mere end godkendt. Beviset har vi på de DR-klip klubben købte for nogle år siden. Her kan man bl.a. se, hvordan Ole i en kamp i Københavns Idrætspark fra lang afstand knalder et frispark direkte op i det lange kryds (se klippet med Oles mål til 1-0 mod OB her, webred.). Den rolige mand fra sydhavsøerne var en afholdt spiller, måske lige bortset fra hos modstandernes målmand.
Ole var kendt af mange, idet han var ansat i Lerche Sport i Nørregade. Senere blev han direktør i Danmark for Nike. Han havde en finger – eller var det trøje – med i spillet, da B.93 i 2011 skiftede tøjleverandør til Nike.
Ole Jensen spillede ikke fodbold i mange år efter karrieren var slut og familien var flyttet til Solrød Strand. Til gengæld var han flittig til at løbe (maraton) og cykle (Sjælland Rundt).
Ole var fast deltager til den årlige Nostalgifest for tidligere 1. holdsspillere i B.93, senest i 2017. Ved festen i 2013 fortalte han, at det var begyndt at knibe med huskeren. Et par år efter kom han på plejehjem i De Gamles By, og herefter gik det kun en vej. Han nåede dog, at genoptage sit fodboldspil. Det skete mandag formiddag sammen med andre pensionister i B.93. Og han kunne stadig ramme bolden – lige i røven.
Han må have været forudseende, for i 2010 udgav han en bog om sig selv med titlen: ’Min egen historie’. En beskeden A4-sag på 210 sider. Det er for øvrigt en meget interessant bog, som kan lånes af undertegnede.
Ole Jensen, der har to voksne børn (Jakob og Laura) sammen med Grethe fra Baarse, var en rar og hyggelig fyr, der kun havde venner i klubben.
Bisættelsen finder sted, torsdag den 3. januar 2019 kl. 13:00 fra Sankt Jakobs Kirke, Østerbrogade 59, 2100 København Ø.
Se også Ole Jensens spillerprofil på historiesiderne på b93.dk.
28. december 2018 / Palle ’Banks’ Jørgensen