Leif Rønnow blev 93 år. Palle “Banks” Jørgensen skriver mindeord.

Leif Rønnow til nostalgifesten i 2017. Foto: Christian Winther.
En af klubbens ældste medlemmer, Leif Rønnow, døde lørdag 27. december 2025. Han blev 93 år. Leif, der var født 5. juli 1932 i København, blev indmeldt i klubben 12. maj 1944, hvor han var 11 år. Han opnåede nålen for 80 års medlemskab, imponerende.
Hans første træner var klublegenden Michael Rohde. Leif, der var fysisk stærk, startede som angriber, senere som ungdomsspiller blev han omskolet til forsvarsspiller. Som senior blev hans faste plads på 1. holdet højre back.
Leif Rønnow var en særdeles solid spiller, altid i god træning og stærk i nærkampe. Og så var han specialist i at redde på stregen.
Leif debuterede på 1. holdet som 18-årig i marts 1951 på Odense Stadion mod B1909 (1-0). Det var et stærkt 93-hold med: Ove Jensen – Svend ’Boston’ Nielsen, Knud Petersen – Leif Rønnow, Poul Andersen, Jørgen Hammeken – Henry Salomonsen, Henning Bjerregaard, Eyvind Berger, Børge Christensen og Helmut Nielsen.
Leif Rønnow spillede 246 kampe/3 mål i perioden 1951/63. Derved ligger han på en 11. plads på listen over spillere med flest kampe for B.93 gennem tiderne.
Leif stoppede allerede som 31-årig, da han besluttede at læse til autoriseret El-installatør, og det foregik på aftenskolen, da han samtidigt skulle passe sit job som overmontør på Titan. Leif bestod, og han blev selvstændig i 1973 med en El-forretning på Gammel Kongevej på Frederiksberg.

Leif Rønnow som B.93 spiller. Foto: B.93 arkiv.
Leif var med da B.93 i 1953 mødte Juventus i Københavns Idrætspark. Kampen var arrangeret af John Andreasen (B.93) i anledning af klubbens 60 års jubilæum. Kampen samlede enorm interesse, og der var totalt udsolgt med 41.800 tilskuere. Juventus havde et angreb med blandt andet danskerne Karl Aage Hansen, John Hansen og Carl Aage Præst. Kampen sluttede 2-1 til Juventus.
Leif spillede tre ungdomslandskampe i 1952/53 imod Sverige (3-2), Norge (2-1) og Norge (4-1). Og så spillede han også en del kampe for KBU og fodboldsammenslutningen Stævnet.
Leif var med til vinde KBU-pokalen i 1953, den sidste i historien, da det stjernebesatte AB-hold blev besejret med 2-1. Han var også med, da B.93 i 1958 spillede sig tilbage til den bedste række efter en gyserafslutning i Næstved, hvor B.93 vandt 2-1.
Fire klubber, B1903, B.93, Næstved og Brønshøj sluttede alle med 22 point. Målkvotienten var gældende til glæde for B1903 og B.93. Hvis det havde været målforskellen (nuværende regler) var de to oprykkere i stedet blevet Næstved og Brønshøj.
Leif sad i bestyrelsen i 1966/69, han var medlem af BackOp Foreningen i mange år og han deltog i samtlige otte nostalgifester for tidligere 1. holdsspillere (2012/19). Indtil for nogle få år siden var han en meget flittig tilskuer til 1. holdets kampe. Leif er også optaget i B.93’s Wall of Fame.
Begravelsen finder sted fredag 9. januar kl. 10:00 i Skovlunde Kirke, Lundebjerggårdsvej 3 A, 2740 Skovlunde.
Æret være Leifs minde.
Flere billeder med Leif Rønnow

Leif Rønnow (til venstre) modtager et legat af Jørn Larsen. Foto: B.93 arkiv.

Leif Rønnow i forbindelse med en kamp. Det er Leif bagerst i den hvide trøje. Forrest til venstre Knud Petersen (Ole P.’s far). Ved siden af Knud Ove Sørensen fra Skovshoved IF. Foto: B.93 arkiv.
Mindeord v) Palle “Banks” Jørgensen. Fotos af Christian Winther og B.93 arkiv.




