Vi portrætterer modtagerne af Exceptionel Indsats Legatet for 2024. Her kan du komme tættere på Jan ”Støvle” Støvelbæk.

“Støvle” fik sit navn, da en træner i sin tid til den allerførste træning læste Jans efternavn forkert op. Og så lå tilnavnet lige for, fortæller Jan Støvelbæk, der i år er blevet hædret som en af de tre modtagere af Exceptionel Indsats Legatet.

Jan blev også portrætteret i 93’eren portrætserien 2. maj 2023. Her kan vi forstå, at “Støvle” er den standhaftige type og arbejder på Den Lille Skole. Jan tilføjer i dag, at han primært arbejder i Fritidsordningen på skolen, og har gjort det siden 1995. Jan blev uddannet som fritidspædagog i 1994.

Privat har han tre børn, hvoraf den ene stadig er hjemmeboende, er gift med Sanne som Støvle har dannet par med siden 1988. Familien bor på Nørrebro. Derudover beskriver Jan Støvelbæk sig selv som cyklist, vegetar, fodboldentusiast og en følsom og dedikeret far.

Jan Støvelbæk har gjort et enormt arbejde i B.93’s Old Boys afdeling, hvilket du kan få en bedre fornemmelse af herunder.

Indstilling til Exceptionel Indsats Legatet

Fra indstillingen har vi valgt at bringe følgende uddrag om “Støvle”‘s aftryk på afdelingen for klubbens lidt ældre fodboldspillere:

– Jeg har mødt mange fantastiske personligheder igennem tiden i B.93 og langt de fleste af dem har været kendetegnet som dygtige og professionelle spillere og trænere.

– Men denne person som jeg, på vegne af klubbens +32, +40, +50 og +55, gerne vil advokere for har aldrig været professionel, hverken som spiller eller træner, og hvis man kigger nærmere i Palle ”Banks” gigantiske datavarehus, så er denne særlige personlighed heller ej at finde i oversigten over tidligere 1. holdspillere.

– Så hvorfor indstille Jan ”Støvle” Støvelbæk?

Selv en råkold tirsdag aften eller lørdag formiddag, hvor der er træning for de gamle drenge på Svanemøllen, kan man høre en altid engageret stemme og indpisker af Guds nåde.

– På naturlig vis er Støvle altid første mand på anlægget og gerne lang tid før os andre. Bolde og veste er klargjorte og træningen går i gang. De spillere, der er ikke er i form eller for hvem indstillingen er for slap, får en prompte (og berettiget) påtale fra Støvle, som dog også kan lade en anerkendelse falde, når man virkelig har gjort sig umage.

– Støvle er på mange måder indbegrebet af værdien Udfordrende indsats.

– Det handler om at vinde og den indstilling udstråler Støvle til hver eneste træning og kamp. Den Kærlighed der er til spillet, B.93 og ikke mindst til det at yde en eklatant frivillig indsats for andres skyld, er ikke til at tage fejl af og den har en fantastisk og afsmittende effekt på de mennesker og spillere, der er omkring ham.

– Udenfor banen leveres et mindst ligeså stort engagement. Støvle sender ufattelige mængder af SMS’er og mails i løbet af ugen og modtagerkredsen er stor.

– For Støvle handler det om at understøtte logistik og kvalitet mest muligt for veteranspillernes skyld. Alle har travle hverdage med familier og fyldte arbejdskalendere, men også her formår Støvle med insisterende koordinering at skabe Enkelhed for sine omgivelser.

– Justering af kampdatoer, booking af baner, kontakt med modstanderhold, sikring af tilmeldinger til kampe, holdkort, spillertøj og utroligt meget andet er noget af det som Støvle bruger sin dyrebare fritid på. Altsammen for vores skyld.

– Nogle særlige kendetegn ved Støvle, som tydeliggør hans profil endnu mere er, at der bag den abnorme vindermentalitet og tilhørende engagement på fodboldbanen gemmer sig en rolig og erfaren pædagog. Støvle har i mange år været ansat som pædagog på Den Lille Skole og er med garanti lige så rolig i sit erhverv, som han er engageret på Svanemøllen.

– Et klassisk eksempel på Støvles ekstraordinære frivillige indsats er de referater, der sendes ud på mail straks efter samtlige kampe, og ikke mindst træningspas. Ikke blot kortfattede referater, men beskrivelser som ville være klubbens 1. divisionshold værdigt. Holdopstillinger, målscorer, ballademagere, løbestærke og løbesvage. Ingen glemmes i Støvles referater, og vi er flere som pønser på at samle dem alle og gøre dem til et festligt stykke litteratur.

– Som en ydmyg anerkendelse af Støvles fantastiske arbejde, så blev der i 2023 og i forbindelse med +40-holdets mesterskab, indstiftet en pris/vandrepokal, som naturligvis blev navngivet ”Årets Støvle”. Støvle selv havde selvfølgelig ikke noget indstiftelsen af gøre, men lægger nu navn til den +40-spiller, som hvert år bliver kåret som årets spiller.

Jan “Støvle” Støvelbæk om sit forhold til B.93

Når den gode “Støvle” selv skal sætte ord på den klub, hvor han tilbringer så meget tid, så er det sammenholdet og samværet på tværs af hold, der er i fokus:

– Jeg tror jeg meldte mig ind i klubben omkring 2005/2006. Jeg kom ind i klubben via Peter Lysdahl og Kenneth Carstensen, som jeg kendte fra Kløvermarken (Røde Stjerne) og Fælledparken (Gulddrengene med Erik Norsker).

– Jeg ville gerne spille +40  i en etableret klub med gode spillere.

– Hvad der også var vigtigt i forhold til at skifte til B.93, var muligheden for at træne fast to gange ugentligt. Jeg er der næsten hver tirsdag og lørdag. Året rundt!

– Jeg sætter stor pris på vores kunstgræsbane, og de mange oplevelser vi har sammen der. Det er et frirum, hvor jeg kun tænker på lige det.

– Jeg må indrømme, at sejren altid kommer i første række, og glæde og ærgerelse konstant kæmper med hinanden. Jeg er en meget dårlig taber …

– Derfor har B.93 også været et godt sted at være, fordi vi oftest vinder vores kampe.

– Jeg holder meget af vores fællestræning i Old Boys afdelingen, som betyder et kendskab til spillere på tværs af hold og aldersgrupper.

– Samtidig er det et vidnesbyrd om at vi kan blive ved med at mødes og spille bold, også selvom alderen har sneget sig over de 60 eller 70 år.

– Det satser jeg på også kommer til at gælde for mig selv, og mange af dem jeg har lært at kende gennem de sidste 20 år i B.93.

Tak for dig, og for den energi du bringer i klubben konstant, Støvle.

Det er en fornøjelse at se og være en del af, hvilket indstillinge til Exceptionel Indsats Legatet også illustrerer med al tydelighed. Du modtager meget fortjent en af årets legatportioner. Tillykke med det. Vi ses i klubben!

Topfoto og portrætfoto: Privatarkiv.