Legat til unge B.93’ere.
B.93 har lavet en flerårig aftale, som i første omgang udmønter sig til tre legater af kr. 5.000.00 om året de næste tre år. Disse kommer til at gå til ungdomsmedlemmer eller frivillige fra Fodboldafdelingen, som har efterlevet vores værdier bedst muligt, ikke mindst omkring det at arbejde stenhårdt på at blive bedre, og samtidig være en god kammerat.
Manden bag denne idé er Ole Ringheim, som har fået det tidligere medlem Robert D. Pedersen til at støtte op omkring arbejdet i klubben.
Den officielle titel på legatet er:
Ditte & Robert D. Pedersen
Exceptionel Indsats Legat
Talentchefen fra Pigeakademiet Jacob Nordstrøm Scheel er tovholder og koordinerer på tværs af afdelinger med hensyn til hvem der skal indstilles til legatet.
Robert er jo mest kendt som en af vores dygtige tennisspillere fra tiden på det gamle anlæg, men dette har ikke afholdt ham fra at støtte op omkring vores unge talenter indenfor fodbolden.
Redaktionen tog en kort snak med Robert.
Mini-interview med Robert D. Pedersen
Hvad er din erindring af tiden i B.93
– Jeg flyttede fra Hillerød til Østerbro i 1979 og joinede B.93’s tennisafdeling. Jeg var på førsteholdet og med til at rykke op fra 3. Division til 2. Division og senere til 1. Division.
– Jeg har stadig nære venner fra den periode i klubben. Steen og Torben Billmann, Lone Vandborg eller Jan Boye Nielsen, blot for at nævne nogle få.
– Som tidligere ungdomsspiller i HGI’s (Hillerød) fodboldafdeling, så fulgte jeg altid med i B.93’s fodboldafdeling. Vi spillede jo tennis på det gamle anlæg bag ved Østerbro Stadion, så vi var meget tæt på fodbold, og vi blev ofte inviteret ind til kampe.
– Ole Petersen, som også spillede tennis, var flink til at give os adgang. Jeg kendte også Lars “Murer” Hansen fra min tid i Hillerød GI, og fulgte ham på B.93’s divisionshold i fodbold. Jeg var ked at at læse, at han gik bort i 2022.
– Jeg må sige, at jeg ser tilbage på den periode i B.93 med stor glæde. Jeg spillede tennis i klubben mellem 1979-1991, hvorefter jeg flyttede til USA på grund af arbejde.
– Min kone Ditte boede i Øbrocentret, gik på Strandvejskolen, og boede på Østerbro i over 30 år.
Du har besluttet dig for at stå bag ved et legat. Kan du forklare hvad det går ud på, og hvorfor du har valgt dette?
– Jeg fik kontakt til Ole Ringheim via en tidligere kollega. Jeg har altid været interesseret i at give lidt tilbage de steder, der betød noget mig for mig og for min personlige udvikling.
– B.93 var vigtig for min udvikling, både som person og senere i erhvervslivet. Ole og jeg “brainstormede” om forskellige måder at blive lidt involveret i klubbens udvikling, og da jeg altid har været glad og imponeret over klubbens talentudvikling med indsats fra mange frivillige, så besluttede vi at etablere nogle legater, der skal gå til unge som ældre holdspillere, talenter med mindre ressourcer, frivillige, og andre, der yder en indsats ud over det normale, og som efterlever klubbens værdier bedst muligt.
– Vi kalder dem Exceptionel Indsats Legater. I første omgang kører programmet i tre år, men hvis det fungerer og generelt er vel modtaget, så forhåbentligt væsentligt længere. Klubbens ledelse bestemmer, hvem de forskellige kandidater og modtagere skal være.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Robert D. Pedersen og Ole Ringheim og supplerede foto af Ditte & Robert D. Petersen: Kim Gudmand.