Det blev et drama uden lige, da B.93´s kvinder lørdag tog imod Odense Q på Østerbro Stadion og vendte 0-2 til 2-2 i slutminutterne. 16-årig 3F Liga-debutant scorede.
Flere af de 109 tilskuere var begyndt at forlade stadion, da stillingen 3 minutter før tid var 0-2 til Odense Q.
B.93 var helt nede i sækken, men kvinderne fightede til det sidste og kæmpede for hver bold. Pludselig i det 88. minut rev Mette Perthu-Hansen sig fri i højre side af feltet, og lagde en bold ind foran mål, hvor dagens debutant, 16-årige Sofie Bruun Bredgaard, dukkede op og scorede sikkert.
Og blot to minutter senere i det 90. minut lagde Selma Svendsen en sublim aflevering frem til Mette Perthu-Hansen, der fra kanten af feltet lopper bolden over den fremstormede målmand til det forløsende mål. Efter fire måneders måltørke fik sidste sæsons topscorer i kvalifikationsligaen igen hul på bylden, da bolden ramte overlæggeren og kom ind bag stregen.
Jublen brød ud på stadion, for B.93´s kvinder havde på det yderste sikret sig et heroisk comeback til 2-2. Det er ikke første gang på den lange rejse fra serie 1 til 3F ligaen, at B.93´s kvinder har vist formatet og med det yderste af neglene har sikret sig afgørende point.
Ærgrelsen var enorm hos Odense Q, der i lange perioder havde domineret kampen, og spillet rigtig god fodbold. Med hurtig boldomgang, fysik og mere skarphed foran mål.
I det 25. minut kom Odense Q foran, da et skud fra Marie Maj Madsen uheldigt ramte en B.93´er og gik i mål uden chance for B.93´s keeper Signe Munk.
Det var en fortjent føring, da Odense-kvinderne indtil da havde domineret. B.93 stod godt i forsvarskæden, Signe Munk havde flere sikre indgreb, og der blev kæmpet. En situation i det tiende minut var sigende, for i samme spilsituation blev tre Odense-skud på mål reddet på stribe af heroisk kæmpende B.93´ere, der ofrede sig ved at kaste sig ind foran bolden.
Og oppe foran fightede både Mette Perthu-Hansen og Sofie Bredgaard for at generobre bolde. I denne fase af spillet kneb det dog for B.93 på midtbanen, hvor spillerne tit kom påhælene i forhold til det velspillende Odense-hold.
I slutningen af 1. halvleg fik B.93 meget bedre fat og overtaget. Helena Vigen havde i det 35. minut et hårdt skud over mål, hvor hun havde revet sig fri på højrekanten. I minuttet efter var Signe Nielsen ved at komme igennem på venstrekanten. Og i det 37. minut fik Sofie Bredgaard driblet sig fri på baglinjen, og hendes bold på tværs tæt foran mål strøg først forbi tåspidserne af Mette Perthu-Handen og dernæst Signe Nielsen på bagerste stoplpe. Der kunne udligningen være kommet.
Angrebet var blevet meget farligere, og især sammenspillet mellem Sofie Bredgaard og Mette Perthu-Hansen så lovende ud. I det 43. minut leverede Mette Perthu-Hansen et flot oplæg til Signe Nielsen, mens Odense-keeperen reddede helt ude ved stolpen. Der kunne udligningen også være faldet. Men den kom ikke. Det var lige ved og næsten hele tiden. I den anden ende skabte Odense også flere gode chancer, men Signe Munk var en sikker sidste skanse.
I anden halvleg rokerede B.93 rundt på midtbanen, skubbede Selma Svendsen og Anna Tørsløv frem på den defensive midtbane, og Natasha Shirazi kom ind på kanten. Det gav en ny dynamik i spillet, og der kom mere energi og flow i spillet. Det så ud til, at B.93 kunne få en udligning, men i det 58. minut fik Odense Q et straffespark, som Kamilla Ørskov Jensen satte sikkert ind.
I de følgende minutter pressede Odense hårdt på for at få endnu en scoring. Selv om B.93´erne fightede og gav sig i alle tacklinger, så gik andenboldene ikke den hvidblå vej. På dette tidspunkt kiggede B.93 ned i et dybt hul rent resultatmæssigt. Men spillerne fightede og viste, at de vil kæmpe for at være med i 3F Ligaen.
Der var dybe og rasende tilbageløb af både Natasha Shirazi og Mette Perthu-Hansen, og efterhånden fik B.93 igen fat. I det 68. minut lagde Sofie Bredgaard en flot aflevering frem til en helt fri Mette Perthu-Hansen, men den fremstormende Odense-keeper leverede en pragtredning.
Det var som om, at bolden ikke vil i mål denne dag. Og de næste 15 minutter dominerede Odense. På tilskuerpladserne begyndte modløsheden at brede sig. Men på banen fightede B.93´erne videre, som om de nu ved den yderste kant var ved at finde den viljestyrke tilbage, som de havde manglet i andre kampe.
Og så, i det 88. minut, kommer den store forløsning. En af kampens helt store profiler, U17-landsholdsspilleren Sofie Bredgaard, der undervejs havde leveret målfarlige afleveringer, scorede efter oplæg fra Mette Perthu-Hansen og kronede en fornemt indsats.
I sin debutkamp i 3F ligaen viste det 16-årige talent alle, at hun er gjort af et helt særligt stof. Målet gav B.93 vinger, og pludselig spillede holdet helt anderledes frigjort. Det udlignende mål på Mette Perthu-Hansens lob i det 90. minut fuldbyrdede et imponerende comeback.
Spillerne og trænerduoen Jessica Rodríguez og Kim Baun var tydeligt lettede. Et point var som en halv sejr. Det første point i tabellen var hjemme. Til begge hold. Odense Q havde måske fortjent en bedre skæbne, men B.93 viste med deres fight til det sidste, hvorfor der måske er håb, selv når man tror, at det hele er ude.
I næste kamp venter et lokalopgør mod BSF, der har 11 point i ligaen, men som i weekenden tabte 3-1 til VSK Aarhus, der overtog tredjepladsen i rækken.
Der er seks point op til FC Thy-Thisted over nedrykningsstregen, som i weekenden tabte til Kolding Q, der nu har 9 point.
Der venter et utroligt spændende opgør, når B.93 den 12. oktober kl. 18.30, når BSF kommer på besøg på Østerbro Stadion. Sidst de to hold mødtes, vandt B.93 2-0 i pokalturneringen.
Af Bjarke Møller.
Foto: Tage Majland.