B.93’s 1. divisionskvinder manifesterede pladsen til forårets kvalifikationsspil til den bedste række ved at slå Sundby 3-0 på Østerbro Stadion.

Fem minutter afgjorde lørdagens kamp på Østerbro Stadion mellem B.93 og Sundby i kvindernes 1. division. Et selvmål af Sundbys anfører Malene Huusom i det 48. minut efter flot pres af B.93’s angribere satte for alvor hjemmeholdet i gang.

For blot 2 minutter senere modtog B.93´s Mette Perthu-Hansen bolden i feltet, satte sin direkte modstander af med en skarp dribling og bankede bolden i kassen til 2-0.

Og 3 minutter senere, i det 53. minut, lagde Camille Cecilie Brandt en flot lang aflevering frem til Mette Perthu, der elegant fik afdriblet Sundbys målvogter Simone Ewert og lukkede kampen til 3-0.

Og så begyndte solen endda at skinne over stadion, hvor hele 140 tilskuere var mødt frem og skabte en festlig stemning. Et flot fremmøde til en 1. divisionskamp, eftersom tilskuergennemsnittet i 3F Ligaen i sidste sæson var 150.

Første halvleg havde ellers været en meget lige affære med en pæn fordeling af chancer og spil på den regnvejrstunge bane. Sundbys Nana Gram Pedersen havde bl.a. et farligt forsøg i det 24. minut, men Sundby spillerne manglede skarpheden foran mål i de situationer, hvor de nærmede sig B.93´s mål.

På midtbanen leverede B.93´s Anna Tørsløv en fremragende kamp og var her og der og allevegne, ligesom Jeanne Studsgaard glimrede med flere fine aktioner. Men den tunge bane gjorde det svært for begge hold at få kombinationsspillet til at fungere, og flere nemme bolde blev tabt i opspillet.

Efterhånden som kampen skred frem fik B.93 lagt bedre tryk på Sundby. Foran arbejdede Signe Nielsen og Mette Perthu-Hansen stenhårdt, og Kristine Lindgaard kom flere gange fint med over højrekanten.

Bagude styrede Amanda My og Helene Bille med flot overblik, og målvogter Signe Munk leverede en rigtig god kamp på bageste skanse.

Først i slutningen af 2. halvleg, da kampen reelt var afgjort, slækkede B.93´erne på tempoet. Sundby fik et par store chancer i de sidste ti minutter, men B.93´s keeper Signe Munk klarede på flotteste vis et skud efter et gennembrud af Sundbys Andrea Skjold på højrekanten.

Det blev dog en fuld fortjent sejr til B.93, der dermed sluttede sæsonen af med bravour. 30 point for 14 kampe, og en målscore på 34-15 taler sit tydelige sprog. Imponerende resultater af et oprykkerhold.

B.93´s Mette Perthu-Hansen, der forleden blev kåret til årets spiller i B.93, sluttede sæsonen som samlet topscorer i efterårets 1. division med hele 18 mål i efteråret.

Foto: Tage Majland.
Kampreferat v) Bjarke Møller.

Se flere fotos fra kampen, og følg B.93 Kvinde- og pigefodbold på Facebooksiden B.93 Pigefodbold.