B.93´s kvinder spillede deres hidtil bedste kamp i 3F Ligaen, da de lørdag mødte FC Thy-Thisted Q på Østerbro Stadion. Men desværre blev det kun 1-1 i en kamp, hvor B.93 havde hårdt brug for alle tre point i kampen om overlevelse i ligaen.

Det var ikke et helt retfærdigt udtryk for spillet, da thyboernes Lotte Bak Christensen i det 37. minut bragte udeholdet foran. Det var et udtryk for et splitsekund af manglende koncentration i B.93´s forsvar, som muliggjorde, at den lille Astrid Marcussen helt nede ved hjørneflaget kunne spille bolden skråt tilbage i feltet uden om tre B.93´ere for at finde Lotte Bak, der prompte sparkede bolden ind ved fjerneste stolpe.

Inden da havde B.93 domineret spillet og havde skabt flere farlige chancer. I det 30. minut forlængede Mette Perthu-Hansen således en høj bold videre til Sofie Bruun Bredgaard, der fra nært hold hamrede bolden op på undersiden af trekantssammenføjningen. Den var millimeter fra at gå ind til det, der kunne have været en fortjent føring.

B.93. havde brug for en sejr, holdet spillede koncentreret i alle kæder, og der var et fint flow i sammenspillet. Med rolig og sikker omgang med bolden på midtbanen kombinerede holdet sig igennem til flere fine chancer, mens FC Thy arbejdede hårdt for at få fat i læderet.

Oppe foran virkede ikke mindst Sofie Bredgaard farlig og i en situation var hun lige ved at komme fri på kanten af målfeltet, men en fremstormende Maja Bay Østergaard i FC Thys mål var hurtigt ude og redde i situationen.

Indtil det 37. minut blev B.93´s keeper, Josephine Madsen, ikke sat på en eneste prøve, og B.93´s forsvar havde godt fat i Thys angribere. Det skulle kun et øjebliks manglende uopmærksomhed til at bringe B.93 på hælene.

Men B.93 kom godt ud i anden halvleg. I det 52. minut blev Sofie Bredgaard spillet fri i feltet, og hun blev skubbet omkuld, hvilket dommeren Casper Thorsøe takserede til straffespark. Mette Perthu-Hansen viste ingen nåde, og satte bolden sikkert ind helt ude ved stolpen uden chance for Maja Bay.

Efterhånden som anden halvleg skred frem, fik FC Thy-Thisted mere fat i spillet, og indskiftningen af den lille dygtige midtbanespiller, Beate Marcussen, betød, at Thyboerne efterhånden fik overtaget i spillet.

I det 88. minut kunne det være blevet til 1-2, da den farlige Marlene Sørensen rev sig fri af sin oppasser og kom helt fri foran mål, men Josephine Madsen leverede refleksredning helt ude ved stolpen og sikrede dermed B.93 et fortjent point efter en meget tæt kamp, der endte 1-1.

B.93 har med to point i ligaen stadig seks point op til FC Thy-Thisted over nedrykningsstregen, og der er kun fem kampe tilbage af efterårssæsonen. Hvis B.93 skal redde sig med op i slutspillet, vil det mindst kræve udebanesejre over ikke kun VSK Aarhus i næste weekend, men også mod Kolding Q og Odense Q.

Og måske skal der endnu mere til, hvis FC Thy fortsætter de fine takter og henter flere point.

Men efter weekendens kamp er der klar fremgang at spore i B.93-spillet, og der bliver brug for at bygge yderligere på, hvis skal hentes en sejr i næste weekend mod VSK Aarhus på udebane, der ligger på tredjepladsen.

Af Bjarke Møller.
Foto: Bjarke Møller.