Reno gør et fortrinligt arbejde som sikkerhedschef i forbindelse med B.93’s kampe.

Et af de forholdsvis nye ansigter der ses til hjemmekampene for divisionsholdet er Reno Nebelong-Ibsen, som har markeret sig med sin kompetence og store overblik. Det er egenskaber som kommer ham til gode i jobbet som sikkerhedschef.

Vi stillede Reno en håndfuld klassiske spørgsmål, som han bevarede grundigt – og dermed fik Reno sin debut i “Vinklen”.

Hvad lavede du før du blev Sikkerhedschef for divisionsholdets hjemmekampe?

– Inden jeg tiltrådte som sikkerhedschef for divisionsholdets hjemmekampe, har jeg gennem mange år opbygget en omfattende erfaring inden for beredskab, operativ sikkerhed, undervisning og ledelse. Både i det offentlige, private og i forsvaret.

– Min sikkerhedsfaglige rejse begyndte med værnepligt i Civilforsvarskorpset. Dét, der i dag hedder Beredskabsstyrelsen. Jeg blev dog ikke kun i de obligatoriske måneder, men var tilknyttet i knap ni år, hvor jeg opnåede rang af seniordelingsfører. Tiden dér gav mig en stærk praktisk og taktisk forståelse for indsatsledelse, beredskabsplanlægning og krisestyring.

– I min efterfølgende rolle i Helsingør Kommune under teknisk forvaltning havde jeg blandt andet det fulde sikkerhedsmæssige ansvar for den traditionsrige sejlads Sjælland Rundt. En omfattende begivenhed, som krævede tæt samarbejde med politi, havne, beredskab og frivillige.

– Efterfølgende blev jeg fastansat brandmand i Tårnby Brandvæsen i min hjemby, hvor jeg blandt andet gjorde tjeneste som røgdykker og stigechauffør. Her lærte jeg at arbejde under pres, at træffe beslutninger i kritiske situationer og at have tillid til både udstyr og mandskab.

– Jeg arbejdede derefter næsten 10 år på Landtransportskolen, i dag kaldet TEC, hvor jeg underviste rednings- og ambulancepersonale fra Falck og kommunale beredskaber. De sidste tre år var jeg afdelingsleder for Redningsafdelingen med det overordnede ansvar for planlægning og gennemførelse af alle uddannelser og kurser inden for rednings- og beredskabsområdet.

– Rollen som sikkerhedschef for divisionsholdets hjemmekampe er derfor en naturlig forlængelse af mit virke. Her samler jeg mine erfaringer fra beredskab, undervisning og ledelse, og bidrager til at skabe trygge, velforberedte og professionelle rammer omkring klubbens hjemmekampe. Jeg har også været kontrollør i Parken i 1992 og 1993 og efterfølgende i 2021 og 2022.

– Mit faste job i dag, sideløbende med funktionen som sikkerhedschef, er som Kvalitets- og udviklingschef i SOS Dansk Autohjælp, hvor jeg arbejder med strategi, kvalitetssikring og udvikling af ydelser og beredskab på nationalt plan.

Reno på job på Frederiksberg med SOS Autohjælp. Foto: Reno Nebelong-Ibsen.

Har du selv spillet fodbold?

– Jeg har desværre ikke spillet fodbold. Men jeg elsker sporten.

– Selvom jeg ikke har spillet fodbold, har jeg mange års erfaring med udholdenhedssport som orienteringsløb, halvmaraton og trail.

– Det har givet mig en stærk fysik, høj disciplin og evnen til at arbejde fokuseret over længere tid. Det er kvaliteter, som også kommer til udtryk i mit engagement og samarbejde i andre sammenhænge.

Hvad er din funktion til hjemmekampene?

– Som sikkerhedschef ved hjemmekampe har jeg en central rolle i at sikre, at kampene forløber trygt og sikkert for alle involverede. Det gælder spillere, tilskuere, officials og personale.

– Min funktion omfatter typisk følgende ansvarsområder:

  • Planlægning og koordinering
    • Udarbejde og implementere sikkerhedsplaner i samarbejde med klubben, vores nye SLO Brian Nehm, politiet, brandvæsenet og andre relevante myndigheder
    • Sikre, at alle sikkerhedsprocedurer er på plads før, under og efter kampen
  • Risikostyring
    • Identificere potentielle risici og sårbare områder i stadion eller arenaen
      Iværksætte tiltag for at forebygge konflikter, ulykker eller andre sikkerhedstrusler.
  • Personaleledelse
    • Styre og koordinere sikkerhedspersonalet, herunder stewarder og vagter (kaldet Kontrollører)
    • Sikre, at alle er korrekt briefet og har klart definerede opgaver.
  • Kommunikation
    • Være bindeled mellem de forskellige interessenter som politi, stadionspeaker Lloyd, brandvæsen, klub, stadionledelse og eventuelt ambulancer
    • Håndtere kommunikation under kampene for at reagere hurtigt på eventuelle situationer.
  • Håndtering af nødsituationer
    • Sikre at evakueringsplaner er kendte og kan iværksættes effektivt ved behov
    • Reagere hurtigt og effektivt på uventede hændelser som skader, brande, konflikter eller tilskuerforstyrrelser.
  • Efterkamp evaluering
    • Gennemgå forløbet og evaluere sikkerhedsarbejdet for at forbedre fremtidige arrangementer.

– Kort sagt har jeg ansvaret for, at kampdagen er sikker for alle, og at der foreligger en klar, gennemarbejdet plan for at forebygge og håndtere alle former for sikkerhedsudfordringer.

B.93 Kvinder – stærke på og uden for banen ⚽💙

– Jeg vil også meget gerne sætte et par ord på opgaverne omkring 1. Kvindeseniors kampe.

– Der er ingen tvivl om, at vores kvinder i B.93 er super seje: De kæmper med hjerte, vilje og kvalitet, og de lader sig ikke stå tilbage for noget som helst.

– De repræsenterer klubben med samme stolthed, professionalisme og passion som vores mænd, og de fortjener fuld respekt for deres indsats.

Reno på arbejde til en af kvindernes kampe i Vanløse Idrætspark. Foto: Reno Nebelong-Ibsen.

– Derfor kan jeg personligt undre mig over, at der stadig opleves forskelsbehandling, når det kommer til de sikkerhedsmæssige rammer omkring kampene.

– Sikkerhed og tryghed bør aldrig være et spørgsmål om køn. Retningslinjerne skal være ens, uanset om det er kvinder eller mænd, der spiller.

– I B.93 står vi sammen som én klub, og både spillere, fans og frivillige fortjener at blive mødt med de samme standarder. Det handler om lighed, respekt og anerkendelse af, at vores kvinder er mindst lige så værdifulde som vores mænd.

– Lad os sikre, at rammerne uden for banen matcher den kvalitet, vi ser på banen.

Kan du huske din første kamp som sikkerhedschef?

– Jeg kan tydeligt huske min første kamp som sikkerhedschef hos B.93, som fandt sted lørdag 22. juli 2023 på vores hjemmebane på Østerbro mod AaB. Kampen startede kl. 14:00, og dagen begyndte tidligt med en række vigtige forberedelser:

– Kl. 10:00 havde jeg briefing med lederstaben, hvor vi gennemgik beredskabs- og evakueringsplanerne grundigt.

– Kl. 10:30 gik jeg en rundtur på stadion for at tjekke hegn, porte, evakueringsveje, indgange samt brandslukningsudstyr. Vi opdagede, at to 6 kg pulverslukkere manglede, så dem fik jeg hurtigt lånt ude i byen.

– Kl. 11:00 blev kontrollørerne briefet af lederstaben.

– Kl. 11:45 blev samarittervagten etableret ved udebaneindgangen med ambulance og tre personer, hvoraf én var behandler.

– Kl. 12:00 blev kampens KST (Mit kontor, Kommando-Stade) etableret og bemandet. Jeg startede min første log for B.93.

Reno på på plads i KST på Østerbro Stadion. Foto: Reno Nebelong-Ibsen.

– Kort før kampstart opstod en kritisk situation, da AaB-fans stormede udebaneindgangen kl. 12:30. Alle kontrollører var på plads inden for få minutter, og KST alarmerede politiet via 112 kl.12:33, Politiet ankom kl. 12:38.

– Årsagen til stormløbet var, at XXX’s ultras havde angrebet AaB-fans med flasker, hvilket førte til flere tilskadekomne. Vores samaritter tilså og behandlede de sårede, og situationen blev hurtigt bragt under kontrol.

– Stormløbet var således i virkeligheden en reaktion på et behov for sikkerhed, da AaB-fans søgte beskyttelse på Østerbro Stadion.

– Alt forløb roligt herefter, og flere fans takkede os for den gode sikkerhed.

– Kl. 13:50 blev indgangen ved Østerbrogade åbnet igen med assistance fra politiet.

– Kl. 14:20 diskuterede KST problematikken omkring hegnet mod Parken. Vi blev enige om, at hegnet bag udebanesektoren skulle dækkes til med sort plast eller lignende til næste hjemmekamp for at forhindre brug af pyro.

– Kl. 14:48 blev der meldt om lang kø til pølse- og ølboderne ved udebanefansene. Det blev vurderet, at der enten skal flere salgsboder til udebanesektoren eller en anden procedure med betalingsanlæg, da fansene klagede højt, og stemningen blev dårlig. Men heldigvis forløb det fredeligt.

– Kl. 14:50 blev det konstateret, at tre AaB-fans befandt sig på B.93-tribunen. Disse blev venligt ført over til udebanesektoren af tre kontrollører.

– Kl. 15:10 blev det opdaget, at der blev solgt øl fra restauranten ved udebanen ud over hegnet, hvilket ikke var i orden. Vi noterede, at det skulle afklares inden næste kamp.

– Kl. 15:23 ønskede en AaB-fan at krydse hegnet. En kontrollør blev tilkaldt, men alt ordnede sig af sig selv, og der var ro på. SLO fra AaB blev informeret, og der blev ikke foretaget yderligere.

– Kl. 15:49 sluttede kampen i god ro og orden. Speakeren takkede for den gode opførsel og ønskede udebanefansene tillykke med sejren og en god tur hjem.

– Kl. 16:25 lukkede KST ned.

Det er værd at bemærke, at der hele dagen ikke blev brugt pyro.

Ovennævnte er et lille udsnit af den log, jeg laver på alle hjemmekampe.

Et godt samarbejde med alle omkring kampen er nøglen til god afvikling. Foto: Reno Nebelong-Ibsen.

Hvad er forskellen på at spille i Sundby Idrætspark og vores rigtige hjemmebane , nemlig Østerbro Stadion, set fra din vinkel?

– Lad mig starte med, at sige at jeg elsker Østerbro Stadion.

– Jeg vil opsummere Sundby Idrætspark sådan:

Stemning og omgivelser: Sundby Idrætspark har ofte en mere lokal og måske lidt mere rå og autentisk stemning. Banen er kendt for at have en lidt tættere og mere intens atmosfære, især når der er mange lokale tilskuere, som virkelig brænder for holdet.

Faciliteter: Selvom det er en fin bane, kan faciliteterne være mere enkle og måske ikke helt så topmoderne som nogle
større stadioner. Det kan give en lidt mere “gadeagtig” og jordnær oplevelse.

Sikkerhedsmæssigt er det nemmere at være Sikkerhedschef på grund den inddeling der er, sammenholdt med indgange osv.

– Østerbro Stadion er noget helt andet:

Rig historie og prestige: Østerbro Stadion har den der klassiske “hjemmebane-følelse” med masser af historie bag sig. Det giver et ekstra gear, når man spiller hjemme, fordi det føles som “vores sted”: Et sted, hvor mange gode kampe er blevet spillet.

Faciliteter: Generelt bedre faciliteter, hvilket kan give en mere komfortabel oplevelse for både spillere og tilskuere. Det kan være med til at skabe en mere professionel stemning.

Support og opbakning: At spille hjemme på Østerbro betyder ofte, at man får mere støtte fra hjemmebanepublikummet, hvilket kan give et mentalt boost og en følelse af tryghed og selvtillid.

– Jeg glæder mig helt vildt til, at komme hjem til Østerbro igen.

– Kort fortalt er Sundby Idrætspark måske mere intens og lokal med en “kampklar” vibe, mens Østerbro Stadion føles som en hjemmearena med større komfort, historie og opbakning.

Skrevet af Claus Vandborg.
Fotos: Reno Nebelong-Ibsen.