En af klubbens mest populære spillere gennem tiden, er nu gået over i ledergerningen.

Mød Martin Heisterberg, som spillede ikke mindre end 278 kampe på klubbens bedste hold, hvilket placerer ham på en flot 4. plads over flest kampe i B.93 historien.

Vanen tro stillede reaktionen dagens profil fem skarpe spørgsmål:

Hvordan har overgangen været fra at være vores mest kendte divisionsspiller til at stoppe med elitefodbolden?

– Den har faktisk været ganske problemfri. Det var min egen beslutning at stoppe, selvom jeg havde en del tid tilbage af min kontrakt, så det var jeg meget afklaret omkring.

– Man siger nej til mange begivenheder, relationer m.m., når man spiller fodbold på det niveau, og det tror jeg, at jeg til sidst var mættet af. Jeg skulle desuden være far kort tid efter, og det har taget det meste af min tid siden. Så en tætpakket hverdag har hjulpet på overgangen.

Savner du det liv du havde dengang du brugte (næsten) al din fritid på fodbolden?

– Jeg savner helt sikkert fodbolden på klubbens 1. hold fra tid til anden. Også når man kigger på, hvad det efterhånden er blevet til med vores hjemmebane. Så kan man godt mærke savnet til Østerbro Stadion, fanklubben og kampe, der virkelig har noget nerve og stemning.

– Vi har heldigvis et Old Boys hold i B.93, hvor jeg har mange af mine gamle drenge omkring mig. Det betyder alverden for mig. Jeg er så privilegeret stadigvæk at have omklædningsrummet. Det kunne jeg ikke være foruden.

Martin Heisterberg med anførerbindet jubler over endnu en B.93-scoring på Østerbro Stadion. Foto: Christian Midtgaard.

Opnåede du dét du ville som fodboldspiller?

– Man har nok altid en eller anden form for drømmeri, når man spiller fodbold. Jeg fandt dog hurtigt et sted i fodboldverdenen, hvor jeg virkelig følte mig hjemme, og hvor jeg fik en rolle, der betød rigtig meget for mig. Fodbold er langt mere end den række, du ender med at spille i.

– Jeg er også den person, jeg er i dag, på grund af min aktive tid i B.93. Man finder en samhørighed, stærke relationer, og man udvikler en kollektiv ansvarsfølelse, som er fuldstændig afgørende for alle mennesker. Man udvikler sig som person, når man står til ansvar for andre, som man gør i holdsport. Det har jeg taget med mig videre.

– Det var ikke, hvad jeg havde forventet at opnå som fodboldspiller, men det er noget, jeg lykkeligt har taget med mig videre i livet. Og det er også dét, B.93 står for i fodboldverdenen i dag.

Du er heldigvis kommet i B.93`s ledelse. Fortæl os lidt om din funktion der?

– Jeg sidder i Fodboldbestyrelsen. En af vores opgaver er at rammesætte klubbens værdisæt, da det er udgangspunktet for alle vores beslutninger.

– I Sportsligt råd arbejder jeg tæt sammen med klubbens ApS, så jeg er så heldig at sidde med dygtige og engagerede mennesker fra både foreningen og den professionelle afdeling. Vi forsøger at bygge bro mellem de to, og der er heldigvis stor motivation og velvilje til netop det.

– Det er også den eneste vej frem, hvis du spørger mig. Foreningen og ApS’et har brug for hinanden, hvis klubben skal kunne følge med og forblive relevant.

– Vi arbejder desuden på at sætte en tydeligere retning for hele klubbens fodboldafdeling. Der mangler en generel forventningsafstemning og tydelig kommunikation til vores medlemmer, og det forsøger vi at tage ansvar for nu. Det er en stor og vanskelig opgave, men vi har heldigvis mange dygtige ansatte i klubben, der hjælper os på vej.

– Måske vigtigst af alt er det vores opgave at støtte klubbens ansatte, uden at overskride den grænse, at det altid skal være de ansatte, der driver værket. Det er de også bedst til.

Hvor ser du B.93 i dag?

– Det er et rigtig godt spørgsmål. I forlængelse af det ovenstående ser jeg en klub, der er i gang med mange spændende og udviklende processer.

– Vi har et stærkt værdisæt og en branding, der skaber opmærksomhed – men som også stiller store krav til os internt. Dér er vi ikke i mål endnu. Vi insisterer på at gøre tingene anderledes i fodboldverdenen, og det er ikke altid nemt.

– B.93, og “Fodbold Danmark” generelt, gennemgår en markant professionalisering. Det skaber også nye diskurser i klubben, som vi alle lige skal vænne os til. Klubben drives i dag af en blanding af frivillige og professionelle, og jeg tror fuldt og fast på, at hvis vi skal følge med den rivende udvikling, fodbolden befinder sig i, så skal vi overlade udviklingen til klubbens eksperter: Vores ansatte.

– Bestyrelserne har fortsat vigtige funktioner i forhold til at opretholde vores værdisæt, fastholde traditioner og værne om vores historiske identitet. Men det må ikke ske på bekostning af fremdrift og nytænkning. Det er en svær balance.

– Vi skal samtidig gøre op med os selv, hvilken fodboldklub vi gerne vil være. DBU’s licenssystem presser klubberne økonomisk, de største klubber på Sjælland har en kolossal tiltrækningskraft, og tv samt sociale medier har alle sammen påvirket fodboldudviklingen i B.93.

– Jeg ser først og fremmest vores klub som en forening, der skal drive fællesskaber og tage ansvar i lokalmiljøet, men det står heller ikke i kontrast til at udvikle fantastiske fodboldspillere. Det må aldrig blive et enten-eller.

Flere interview i Vinklen-serien

Se “Vinklen” interview for moderklubben og Fodboldafdelingen.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto af Brian Nehm. Foto fra Martin Heisterbergs spillerkarriere i B.93: Christian Midtgaard. Portrætfoto: B.93.