Profilen i “Vinklen ” er denne gang Lasse Frølund.
Træner CV
Juli 2017 – : Cheftræner B.93 U17 A
Januar 2015 – juni 2017: Cheftræner FA 2000 2. senior
Januar 2014 – december 2014: Assistenttræner FA 2000 2. senior
Januar 2012 – december 2013: Cheftræner ØKF 1. senior
“Tillykke med den flotte 1. plads. Hvordan var følelsen da Hasan Elsayed, lavede sejrsmålet og det mål der sikrede jer duksepladsen?”
– Mange tak! Selve kampen var en mental rutsjebane, som jeg ikke har oplevet før. Jeg er sikker på, at hverken spillere, trænere eller tilskuere vil glemme den kamp lige foreløbigt. Vi scorer i dommerens tillægstid, og jeg forsøger egentlig at tage det roligt – kampen var jo ikke fløjtet af, og de sidste minutter var meget lange. Da slutfløjtet lyder er følelsen en cocktail af glæde, forløsning og træthed – med tyk streg under glæde!
“Hvis du skulle beskrive sæsonen med et par stikord, hvilke ville du så vælge?”
– Overraskende og udviklende. Inden sæsonstart bliver vi placeret i Øst 2 rækken og er egentlig indstillet på at spille der, men da et hold trækker sig i Øst 1 får vi pladsen, efter at have spillet én kamp i Øst 2. Jeg var egentlig spændt på at se vores niveau i forhold til den nye række, men det viste sig ret hurtigt, at vi sagtens kunne være med – og mere til. Vi har, i mange af vores kampe, været betydeligt bedre end vores modstandere, og ender altså med at vinde 10 ud af 13 kampe. Det er bare skidegodt gået af holdet, og jeg føler at spillerne har udviklet sig kontinuerligt igennem hele efteråret.
“Hvad har været sæsonens højdepunkter, i din optik?”
– Hvis jeg skal kigge på enkeltstående kampe, så ramte vi et virkelig højt niveau, da vi spillede ude mod Farum på “Right to Dream Park”. Det var tredje kamp i sæsonen, og jeg var imponeret over at vi kunne ramme så højt niveau så tidligt. I den sidste kamp mod Roskilde KFUM spiller vi helt fantastisk i første halvleg, og fører 3-0 ved pausen. At vi så ender med at score det afgørende mål til 5-4 i overtiden er en meget god beskrivelse af en vanvittig anden halvleg, og det gør naturligvis den kamp til et højdepunkt – ikke mindst fordi det sikrer os den endelige sejr i rækken.
– Udover det har den mentale og taktiske udvikling været det store højdepunkt. Vi har arbejdet meget med det mentale aspekt, og jeg er imponeret over hvor meget holdet har rykket sig, både som hold, men også spillerne individuelt. Det var vigtigt for mig fra start at gøre spillerne mere træningsparate. Vi udvikler os meget i løbet af kampene, men det er træningen der skaber hele udgangspunktet for at vi kan nå den udvikling.
“I har braget målene ind (50 i 13 kampe), men haft en forholdsvist gavmild defensiv (21 scoringer mod jer) Er det symptomatisk for dit hold at det offensive er vigtigere?”
– Det er i hvert fald symptomatisk for vores hold, at vi gerne vil være det hold der har bolden mest og spiller god fodbold langs jorden. Vi vil hellere spille fodbold på modstanderens banehalvdel end vores egen, og forsvarer derfor langt fremme på banen. Det er svært at spille fodbold med sådan en filosofi, og det gør os også sårbare defensivt, men jeg synes godt vi kan være tilfredse med hvordan det er lykkedes. Jeg er sikker på, at drengene udvikler sig mere ved at spille for at opnå, end ved at spille for at undgå, og vi spiller altid for at opnå.
“Hvad er dine egne planer/ambitioner som træner?”
– Jeg elsker at arbejde med at få individer og grupper til at fungere og lykkedes. Ligesom fodboldspillere har jeg også ambitioner, og jeg arbejder hver dag på at udvikle mine kompetencer inden for trænerfaget – jeg håber at talentet så er der til at komme langt.
“Hvor langt kan de bedste af disse drenge nå?”
– Det er svært at svare på, men jeg håber de bevarer deres ambitioner og fortsætter med at tage ansvar for deres egen udvikling. Jeg vil ikke afvise at nogle af dem kan nå langt med deres fodbold, men der er mange med samme ambitioner, så der skal arbejdes hårdt. På væggene i B.93 står der “Hårdt arbejde slår talent”, og det citat må drengene meget gerne tage med sig.
“Tak for en inspirerede snak til Lasse, som viser sit format med disse fine afsluttende ord:”
– I første omgang skal spillerne være stolte over deres præstation her i efteråret, det er jeg i hvert fald!
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Mark Bernquist.