Jimmy er et af de nye ansigter i B.93, og der er store forventninger til ham. Ikke mindst på grund af den start han har fået i sit arbejde for B.93.

Mød Jimmy Schumann, som er denne uges “offer” i Vinklen-portræt serien.

Hvad er din fodboldbaggrund før du kom til B.93?

– Den er bred, forstået på den måde at jeg startede som træner i 2001, men har haft fornøjelsen af at være breddetræner de første år.

– Ellers så har det “kun” været elitesegmentet på drengesiden i klubber som Brøndby IF, Hvidovre IF, Køge Boldklub og HB Køge. Dog med et halvt år som assistent på FC Damsøs 1. Kvindesenior i 1. division, ved siden at være drengetræner i Brøndby IF. Først i 2016 kom jeg ind i pigefodboldverden som U16 pigetræner i B73 Slagelse.

– Omkring 2016 blev jeg også en del af Brøndby IF’s Herre Futsal seniorhold, hvor jeg var med som spiller det første år, hvor vi rykkede op i ligaen og derefter blev jeg en del af trænerteamet.

Hvordan og hvornår kom du i kontakt med B.93?

– Igennem min ven som er vores ungdomsudviklingstræner på pigesiden Simon Visholm. Vi arbejdede sammen nede i B73 Slagelse over flere år og har siden hen holdt kontakten ved lige.

Hvad går dit daglige arbejde ud på i klubben?

– Mit job her det første halve år har været præget af at se rigtig meget fodbold, så hver uge ser jeg alle vores kampe på Pigeakademiet, med et fokus på hvor er vi i forhold til den nyudviklede spillestil, som jeg satte i søen tidligere i foråret.

– Ellers så går den med at være på træningsbanen, kigge på træningsprogrammer i forhold til vores periodisering og have en dialog med vores trænere omkring hvor og hvad kan vi skrue på, for at optimere vores udvikling af de enkelte spillere og diverse hold som helhed.

Er du glad for dit job i B.93?

– Ja, jeg synes det er spændende at prøve en ny rolle i fodboldverdenen.

– Efter mange år i trænerrollen, syntes jeg det er fedt at tage et skridt op i helikopteren og forsøge at sætte nogle ting i søen, som jeg over flere år har selv har praktiseret eller er blevet inspireret af andre til at bruge.

Hvordan ser du B.93’s fremtid?

– På pigesiden har vi nu fået tilkendt DBU-licens for 2025-2027. Det er vigtigt for vores miljø, men også for hvilke rækker vores to ældste akademihold kan spille i.

– Ellers så synes jeg, at vi skal arbejde videre og mere i dybden med det vi er startet på over det sidste halve år. Fremtiden ser lys ud, men vi har hele tiden arbejdstøjet på, for at sikre en fortsat god talentudvikling i vores afdeling.

Flere interview i Vinklen-serien

Se “Vinklen” interview for moderklubben og Fodboldafdelingen.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto: Jeppe Wermuth. Portrætfoto: B.93.