Argjent er en af klubbens mange engagerede trænere, som her fortæller om hvordan det hele startede og derfra elegant dribler os igennem sin B.93 historie.
Endnu et interview i “Vinklen”-serien, hvor vi kommer tættere på en B.93’er. Vi lader Argjent Emini sætte scenen.
Hvordan blev du træner i B.93?
– Da min yngste søn, årgang 2016, begyndte at spille i 2021, blev jeg kontaktet af den daværende børneleder, som spurgte, om jeg havde lyst til at indgå i trænerteamet sammen med Radovan Glamoclija og Daniel James Pedersen.
– Jeg takkede ja, da jeg savnede fodbolden og samtidig så muligheden for at bidrage til at skabe et godt og trygt træningsmiljø for børnene.
– Inden da havde jeg i 12 år været en del af bestyrelsen i fodboldklubben Liria FK i Herlev, men havde valgt at stoppe for at få tid og overskud til min familie og børn. I mellemtiden havde jeg også hjulpet til i årgang 2014 i B.93, hvor jeg assisterede trænerne ved kampe og enkelte træningspas.
Argjent Emini i gang med motivationen. Foto: Julie Schiødt.
Hvordan er en typisk uge for dig med holdet?
– Ugen for mig med U9-årgang 2016 er struktureret på følgende måde:
– I løbet af weekenden, typisk søndag, gennemgår jeg træningsplanlægningen for den kommende uge i detaljer. Vi arbejder med månedlige fokuspunkter og temaer, hvor vi koncentrerer os om specifikke områder af spillet.
– Når planen er lagt, så træner vi tirsdag og torsdag for U9 Rød gruppe, samt en fællestræning for hele årgangen om fredagen i Ryparken. Med andre ord tre gange træning, en til to kampe i weekenden og nogle weekender spiller drengene kampe begge dage.
– I weekenden fordeler vi børnene i kampgrupper, som typisk varierer fra to til fire kampgrupper pr. weekend. Vi bestræber os på, at alle børn får spillet kampe, hvilket kræver god planlægning. Heldigvis har jeg en fantastisk holdleder i Julie Schiødt, som jeg er utrolig taknemmelig for.
Hvilket hold træner du og hvad kan du fortælle læserne om dette hold?
– Jeg er træner for U9 Rød, årgang 2016, der er en fantastisk gruppe fyldt med unikke personligheder.
– Hver enkelt barn bidrager med noget særligt, og de giver mig dagligt grund til at smile, både som menneske og som fodboldspiller. Uanset om det er til træning eller kamp, møder de op med energi, nysgerrighed og spilleglæde.
– Cirka 60 % af drengene har spillet sammen i op mod fire år, og vi har løbende fået nye spillere ind i gruppen. Det er meget få, der stopper, og interessen for at blive en del af holdet er stigende. Det gælder både forældre og børn, der tiltrækkes af det stærke fællesskab og det træningsmiljø, vi har opbygget.
– Drengene er yderst træningsparate, og fremmødet til træning er bemærkelsesværdigt højt. De er ivrige efter at udvikle sig teknisk og taktisk, samtidig med at legen og glæden ved spillet bevares. Det er en balance, vi prioriterer højt i vores tilgang. Denne gruppe har jeg trænet i fire år.
– Fra januar 2024 til juli 2024 trænede jeg sideløbende årgang 2014 B+, hvor mit primære fokus var at styrke spillernes fundamentale tekniske færdigheder. Dét, vi i dag kalder ball mastery.
– Samtidig stod drengene over for overgangen fra 5-mands til 8-mands fodbold, hvilket stillede nye krav til deres spilforståelse. Relationerne mellem spillerne og evnen til at læse og udnytte banens større rum blev centrale elementer.
– Det blev hurtigt tydeligt, hvor vigtigt det er at overholde aftaler, placere sig korrekt og anvende både bredden og længden af banen i spillet.
– Holdet er kendetegnet ved høj træningsdeltagelse for de fleste og stor motivation, men også af en udfordring: Gruppen havde haft seks-syv forskellige trænere over en periode på blot fire år.
– Det understreger et vigtigt budskab: Børn har brug for kontinuitet.
– En stabil trænerstab skaber tryghed, styrker relationerne og gavner både den menneskelige og fodboldmæssige udvikling. Jeg er helt bevidst om, at det kan være en kompleks opgave for klubben at fastholde frivillige trænere over tid, men her er der virkelig et potentiale for forbedring.
Har du selv spillet fodbold, og på hvilket niveau?
– Min egen rejse inden for fodbold begyndte som lilleputspiller i B1903, hvor jeg spillede i cirka halvandet år. Derefter blev jeg opfordret af en holdkammerat til at skifte til B.93 som drengespiller. Det skifte blev dog aldrig til noget, da jeg ved en fejl mødte op til træning i Svanemøllehallen i stedet for den gamle grusbane på Svanemølleanlægget.
– Den misforståelse føltes dengang pinlig, og jeg valgte derfor ikke at vende tilbage. Det var ellers en stærk årgang (1980/81), hvor profiler som Patrick Mtiliga og Rajko Lekic spillede.
– Parallelt med fodbolden i B1903 begyndte jeg at bokse. En sport, jeg hurtigt blev meget engageret i. Jeg blev en del af eliteholdet i Sparta IF og blev senere hentet til CIK, som på det tidspunkt var Danmarks bedste bokseklub med navne som Frank Olsen, Mikkel Kessler og Rudy Markussen, som jeg dagligt trænede med. I 1996 blev jeg dansk mester og afsluttede min boksekarriere i 1997 som ubesejret.
– I 2003 begyndte jeg at spille fodbold igen. Denne gang mest for hyggens skyld sammen med venner. Det udviklede sig hurtigt til at blive lidt mere seriøst, og jeg spillede i en årrække serie-fodbold på DS- og KS-niveau.
– I 2010 var jeg med til at organisere fodboldklubben Liria FK sammen med en gruppe venner, hvoraf flere havde divisionsbaggrund fra B.93. Her brugte jeg langt mere tid på bestyrelsesarbejde og trænerrollen end på at spille selv.
– Det var et omfattende engagement, der krævede mange timer hver uge, men det gav også en stor tilfredsstillelse at være med til at opbygge noget fra bunden og rekruttere dygtige spillere fra blandt andet B.93.
Hvad er den største glæde ved at være træner i B.93?
– Det største privilegie ved at være træner i B.93 er at følge en årgang fra en tidlig alder og opleve børnenes udvikling, både som mennesker og som fodboldspillere. At se dem vokse individuelt og som et hold er utroligt givende og skaber stor glæde hos mig.
– Det er samtidig en meningsfuld måde at tilbringe kvalitetstid med sit barn på. Derudover sætter jeg stor pris på fællesskabet i klubben: Mødet med engagerede trænere, ledere og forældre, hvor gode samtaler om både fodbold og livet opstår naturligt.
– Foreningslivet har en helt særlig værdi. Selvom det til tider er udfordret på ressourcer, er det fortsat et sted, hvor fællesskab, udvikling og glæde går hånd i hånd.
Flere interview i Vinklen-serien
Se “Vinklen” interview for moderklubben og Fodboldafdelingen.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto: Daniel James Pedersen. Foto med Argjent Emini og holdet: Julie Schiødt.
