Palle “Banks” Jørgensen er den næste udvalgte personlighed i interview-serien “Vinklen”.

B.93’s klubhistoriker starter med at præsentere sig selv:

Børne- og ungdomsfodbolden

– Jeg blev indmeldt i B.93 som 10-årig. Dengang skulle man være fyldt 10 år for at blive aktivt medlem. Det var en klassekammerat fra Stevnsgade Skole, der fortalte at lilleputholdet manglede en målmand. Han sagde ikke noget om kvaliteten. Så 23. august 1956 kunne jeg skrive medlem af B.93 på mit CV .

– Et par dage efter debuterede jeg på 1. lilleput ude på Phistersvej mod HIK (0-0). De næste par kampe var ude på KB (0-8) og ovre på Nørre Allé mod AB (0-8). Så dengang burde jeg nok have lagt støvlerne på hylden. Det gjorde jeg så ikke. Det skete først 65 år senere og med 1.180 kampe i bagagen. Jeg har ikke medtalt træningskampe, vinterturneringen og alt det løse, så du må gerne lægge 720 kampe til kamptallet.

– Som ungdomsspiller havde jeg som trænere Jørgen Voigt (lilleput), Michael Rohde (drenge), Arno Nielsen (junior) og Eyvind Berger og Ernst Spiegelhauer (ynglinge). Alle nogle gode personer, som sørgede for en god tone og opførsel.

– Blandt mine årgange (1944-46) var der spillere som Tom Søndergaard, Mogens Frederiksen, Finn ’Ludo’ Jensen, Tom Andersen, Niels Ole Bihlet og Bent ’Nobby’ Olsen. Det største talent var så afgjort driblekongen Tom Søndergaard, en herlig fyr, der var med på landsholdet i 1967, der blandt andet slog Holland (3-2), Norge (5-0) og Island (14-2). Tom blev den første dansker i Ajax Amsterdam.

Fotoet er fra oktober 2011, hvor Torben Klarskov på vegne af Fodboldbestyrelsen overrækker blomster og champagne til ‘Banks’, der spillede sin kamp nummer 1.000 for B.93 (KBU- og DBU kampe). Foto: B.93.

Seniorspiller med fokus på Danmarksserien

– Som senior kom jeg med i førsteholdstruppen og opnåede 150 kampe på 2. holdet og et tocifret kamptal (10) på 1. holdet. Mine målmandskonkurrenter var Bent Jørgensen og ikke mindst Henrik Juul. Jeg var målmand og anfører da 2. holdet i 1971 vandt Danmarksserien (kreds 1) med 22 kampe, 15 vundne, 3 uafgjorte, 4 tabte, 33 point og målscore på 41-15. De 15 mål imod er – mig bekendt – rekord for DS som blev opfundet i 1969.

Tiden med Stevnsgade Basket

– Udover fodbolden spillede jeg basketball i Stevnsgade. Det blev til 102 kampe på 1. holdet. Jeg var med til at spille skoleholdet op i 1. division. Da jeg var midt i 20’erne måtte jeg droppe basketball på grund af manglende tid.

– Året efter vandt Stevnsgade deres første DM-medalje, og senere tre gange guld. Jeg udgav i øvrigt en bog i 1985 om Stevnsgade med titlen Fra Skolegård til Europa Cup.

Fritidsjobs i Boldklubben af 1893

– Nå, vi skal tilbage til B.93, hvor jeg har haft en del fritidsjobs:

– Jeg har siddet i Hovedbestyrelsen ad flere omgange, jeg har været formand for oldboys afdelingen.

– Jeg har med i Back-Op Foreningen og jeg har været klubbens kritiske revisor.

– Medlemsbladet har jeg været med i de sidste mange år. I øvrigt er B.93 en af de få klubber der stadig har et medlemsblad på tryk. Stor ros til Mads Mazanti, som ene mand sørger for at bladet udkommer fire gange om året.

– Jeg var med til at starte Museumsudvalget (som nu hedder Kulturudvalget) i 1999 sammen med Jørgen Norsker, Kai Orla Jensen, Freddie Birtø og Hans Hesselberg. Grundlaget var en masse gamle materialer, der havde befundet sig i kælderen under den gamle tennishal ved Østerbro Stadion.

Erhvervskarrieren

– Jeg startede i Landmandsbanken, som senere skiftede navn til Den Danske Bank, som nu hedder Danske Bank, som bankelev i 1962. Senere blev jeg bankassistent, herefter bankfuldmægtig og senere kontorchef.

– En del af min banktid havde jeg til huse i afdelingen på Rådhuspladsen, hvor jeg var Privatkundechef for området. Efter over 45 år i banken besluttede jeg, at nu måtte banken klare sig selv. Da jeg gik ud af hoveddøren stod Hans Drachmann der, og han spurgte om jeg ikke lige kunne overtage klubbens bogføring. Jeg var så bogføringsdirektør de næste 15 år.

Nostalgifesterne

– I 2012 startede jeg, sammen med Jens Kolding, Finn ’Ludo’ Jensen og Torben Klarskov, en årlig sammenkomst for tidligere spillere på 1. holdet. Vi kaldte det for Nostalgifest. Det blev en succes, idet der kom 88 deltagere. Deltagertallet de kommende år lå på samme niveau. Den årlige tradition fortsatte indtil 2019, men blev så afbrudt på grund af Corona. Nu håber jeg at yngre kræfter vil genoptage traditionen.

Hof-statistikeren

– Jeg er vild med statistik og historie. På klubbens hjemmeside kan man læse en profil på samtlige 951 spillere, der har været forbi 1. holdet, helt fra Jørgen Petersen, verdens bedste håndboldspiller og Thomas Christiansen, spansk landsholdsspiller, der begge spillede een kamp for B.93 til Ole Petersen med rekorden på 409 kampe.

– Jeg har også skrevet bøger om alle A-landsholdsspillere i fodbold (681), og efterfølgende alle dem, som havde spillet blot en landskamp på et DBU-hold (2198). På foranledning af Morten Stig Christensen skrev jeg om alle håndboldlandsholdsspillere (herrer og damer), med titlen Håndboldhelte.

– Nå, hvad var det egentligt du spurgte om?

Hvad er B.93’s status som klub nu?

– Det er en klub der omtales med stor respekt, som jeg er stolt af at være æresmedlem af.

Du er officielt klubbens historiker. Hvad indebærer det?

– Svært spørgsmål. Det gælder om at holde styr på historien.

– Jeg har skrevet to bøger om B.93. I 1999 udkom den første bog med titlen En fodboldkrønike fra den spæde begyndelse til Superligaen. Bogen blev fulgt op med en ny bog i 2008 med titlen Michael Rohde og alle de andre. (Se afsnittet om “Bøger med relation til B.93” på historiesiderne, webred.).

– Jeg har haft stor glæde af det daglige samarbejde med klubbens web-master Klaus B. Johansen. (Vi kan varmt anbefale at tjekke og læse med via menupunktet “Historie” på b93.dk. Der er underholdning til uger, og langt bedre end hvad Netflix kan præstere, webred.)

Hvordan fik du egentlig det geniale kælenavn “Banks”?

– Tak for spørgsmålet.

– Vi skal tilbage til 1972, hvor vi spillede pokalkamp mod ærkefjenden Fremad Amager i Sundby Idrætspark, en søndag kl. 10:00. Kampen samlet 2.800 tilskuere. Vi kom hurtigt foran 2-0 (Erling Bøje og Bent Andersen), men så kom Fremad på 1-2. I slutningen af 1. halvleg var Leif Kronholm i infight med Jørgen Salomonsen medens bolden var langt væk. Dommeren dømte straffespark, og det nappede jeg så nede i venstre hjørne (uden at give hjørnespark).

– I kampens sidste minut scorede Bent Andersen, der havde en fortid i netop Fremad Amager, så sejrsmålet til 3-2, efter en genial aflevering fra Jan Højland. Efter kampen fik jeg – af mig selv – øgenavnet “Banks” efter den engelske legendariske målmand Gordon Banks. Min retrieverhund hed for øvrigt Gordon.

Hvad betyder B.93 for dig?

– Forhåbentligt det samme som jeg betyder for B.93.

Flere interview i Vinklen-serien

Se “Vinklen” interview for moderklubben og Fodboldafdelingen.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto og portrætfoto: Christian Winther. Holdtfoto: B.93.