B.93 og FCN’s samarbejdsdag blev en stor succes.
På en sommerferiedag som så fint repræsenterede den danske sommer, lidt sol, lidt blæst og lidt regn, var FCN’s bedste ungdomshold inviteret til Østerbro for at markere årsdagen for samarbejdet mellem de to klubber.
Begge klubber har en fin og lang tradition med udvikling af dygtige ungdomsspillere og der har resulteret i placeringer i den høje ende af rækkerne for de respektive hold.
Der blev afviklet kampe for klubbernes bedste ungdomshold U13 til U19, som blev spillet forskudt, så de ca 100 tilskuere fik valuta for pengene.
Begge cheftrænere for klubbernes 1. Herreseniorhold, Flemming Pedersen og Thomas Nørgaard var naturligvis til stede.
Thomas Nørgaard udtaler
– Jeg synes at det er rigtigt vigtigt at vi viser de unge at vi interesserer os for dem og deres udvikling, og samtidigt er det interessant at tage pulsen på de forskellige årgange, for med lidt held og en masse hårdt arbejde ser vi en del af dem på 1. holdet om nogle år.
Flemming Pedersen supplerer
– For mit eget vedkommende er det utroligt vigtigt at være ude for at se de unge spillere og se hvordan de præsterer.
– Vi har jo en filosofi om at bruge unge spillere i klubben og det er ikke usandsynligt at vi allerede om et par år ser nogle af drengene på vores førstehold.
– At afholde fodbolddag som denne her er meget inspireret af det engelske akademisystem, og jeg synes det er så vigtigt at vi faktisk opfordrer alle klubber til at gøre mere af den slags. Det giver også alle ledere og trænere i klubben anledning til at sparre og afstemme forventninger og kultur internt.
– Min kone synes at jeg burde holde lidt sommerferie, men jeg synes faktisk at det er så sjovt at være ude og se de her gutter spille, så for mig føles det ikke som arbejde”.
Claus Markmann, far til en U15 spiller fra FCN brugte en feriedag på at se ungdomsbold.
Claus Markmann fortæller
– Det er en fantastisk idé med sådan et arrangement!
– Dels er det første kamp efter ferien, og eftersom alle årgange får ny træner hver sæson er det en vigtig begivenhed, og dels har B.93 altid gode hold, så det er fint at se hvordan man matcher op. Endelig er det jo skægt at se alle de bedste ungdomsårgange samlet på ét sted, så drengene har noget at blive inspireret af.
Ole Ringheim er bestyrelsesmedlem for det professionelle selskab i klubben. Den professionelle afdeling er ansvarlig for vores bedste herre- og damehold, og har udviklingsansvaret for vores ungdomsakademi. Ole var også på anlægget..
Ole Ringheims indspark
– Samarbejdet med FCN er rigtig interessant på mange måder, idet vi begge er beliggende i hovedstadsområdet og har ambitioner om både at udvikle trænere, spillere og at vinde pokaler.
– FCN er selvfølgelig et par skridt eller tre foran os på især det finansielle, men vi mener alligevel at vi kan lære noget af dem og bruge hinandens erfaringer. Vores anlæg er rigtigt godt, men især omkring administration og vores samlede ressourcer helt generelt, skal vi fortsætte med at sætte ambitionen højt.
– Derudover er det vigtigt at få noget inspiration og spillemæssige udfordringer, så vores ungdomsspillere kan se hvordan de bedste årgange præsterer, og der er en samarbejdsfejring som i dag en vigtig milepæl.
Det var en god dag for begge klubber og dens medlemmer. Vi ser frem til næste gang.
Skrevet af Valdemar Jensen.
Topfoto af Valdemar Jensen. Portrætfoto af Thomas Nørgaard er taget af Claus Vandborg, mens portrætfoto af Ole Ringheim er fra arkiv.