Når U19-holdet på lørdag har færdigspillet første halvdel af sæsonen vil træningsugen for fremtiden byde på et par nye ansigter, og ligeså i U17-truppen, der allerede har spillet færdig. Som et led i klubbens strategi om fortsat at udvikle vores miljø og være i stand til at matche vores spillere på højeste niveau er det besluttet at rykke tre U15-spillere op i U17-truppen allerede nu, ligesom fire af vores dygtige U17-drenge vil supplere de to 02’ere, der i forvejen er i U19-truppen, så vi totalt kommer op på seks.

Vi spurgte talentchef Martin Jensen (foto) om grunden til dette

– Det er afgørende for os, at vi er i stand til at matche vores spillere, og vi tror grundliggende ikke på, at der er nogen der kan give vores unge mennesker bedre muligheder for udvikling end her.

– Med det her skridt vil vi være med helt fremme i dansk talentudvikling ift. muligheder for matchning for den enkelte spiller, og den korteste vej til at bryde igennem som fodboldspiller.

Martin supplerer:

– Der er ikke nogen genvej til at slå igennem, og det kræver målrettet udfordrende indsats, men vi tror på ved at give vores unge spillere muligheden for at udvikle sig og blive matchet, så er det op til spillerne at gribe de muligheder de får, som vi senest så med Jeppe (Erenbjerg, webred.) på 1.holdet.

Interessant tiltag, som skal blive spændende at følge – vi ønsker de nyoprykkede spillere held og lykke i foråret.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Mark Bernquist.