I denne stille påsketid, bringer vi (endnu en) succeshistorie fra vores ungdomsafdeling, nemlig historien om U6 holdet (kaldes 2012 PMC) der flot vandt Hafnia Påske Cup i Valby.

De tre ledere bag denne succes er Michael Von Würden, Philip Helmer og klubbens måske mest flittige træner, Claus Brandt Jacobsen.

Jeg fik en snak med Michael (jeg erindrer Michael som en talentfuld lilleputspiller i B.93 for mange år siden) om denne fine præstation.

Stort tillykke. Fortæl os lidt om stævnet?

– Det var Hafnia Hallen og Gentofte Fodbold Akademi der afholdt stævnet – Hafnia Påske Cup. Det var for årgang 2011 og 2012 i 3v3 formatet.

Det gik bare forrygende?

– Det må man sige. 20 hold deltog og drengene vandt alle seks kampe, med en målscore på 43-8 og slog flot KB i finalen med 4-2 efter god slutkamp. Der er ikke andet at sige end u-u-ubesejret, siger en tydeligvis glad Michael Von Würden.

Stort tillykke herfra – dejligt med endnu et eksempel på at vores ungdomsafdeling bobler af talent.

De dygtige spillere på fotoet er fra venstre: Gabriel, Karl og Anders. Nederst fra venstre: Louie og Yakub.

Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Michael Von Würden.