Jeg tror vi kommer til at se flere debutanter på 2. divisionsholdet indenfor et års tid.
Eftersom vores 1. herresenior har givet debut til et stort antal af vores egne talenter, følte vi det igen var på tide at kigge nærmere på talentudviklingen. Derfor stillede vi talentchef Martin Jensen en håndfuld spørgsmål om status i Akademiet.
Akademiet har leveret en hel del spillere til vores bedste hold. Overrasker det dig at mange har fået så meget spilletid?
Martin Jensen
– Nej. Vi har en klar strategi om at 70% af 1. holdet skal være egen avl, og akademiet har længe leveret mange dygtige spillere.
– Akademiet og 1. holdet er et naturligt tæt parløb, som kun er blevet stærkere efter Thomas er blevet ansat.
Hvad skyldes at vores ungdomsarbejde producerer så mange talenter – som endda kan klare sig på divisionsplan?
– Når man arbejder med talentudvikling, er effekten altid er et par år forsinket. Så når vi har stor succes nu, skyldes det det store retningsskift vi lavede for tre år siden, hvor hele vores værdisæt og tilgang til de unge mennesker blev ændret.
– Der er mange der er gode til at snakke om hvad de gør. Vi prioriterer at udføre det på banen, og holder fokus på opgaven hver eneste dag.
Jeg tror læserne meget gerne vil vide, om der er flere store talenter på vej ?
– Ja, jeg tror vi kommer til at se flere debutanter på divisionsholdet indenfor et års tid. Vores U19-hold er et af de mest kompetitive vi har haft de sidste fem år, på trods af vi har rykket de bedste spillere op allerede, så der er en del spillere som jeg forventer vi kommer til at se på 1. holdet måske allerede til sommer.
Hvilke ord falder dig ind, når du tænker på trænernes pg ledernes arbejde i Akademiet?
– Hårdt, målrettet arbejde – og stor kærlighed til spillerne, klubben og kollegerne.
Hvad er fremtiden for B.93’s talentarbejde?
– Den ser lys ud, slutter Martin Jensen.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra arkiv.