Vores mest talentfulde årgang – U13 Drenge Øst – har vundet deres pulje. Dette med 23 point for 10 kampe – de har sat stærke hold som Farum, Brøndby og Lyngby af og vinder pulje 1 med kun et nederlag – efter 10 kampe. Sidste kamp mod Brøndby blev 1-1 (lørdag 3. november), og det var nok for holdet, som spiller 8-mands.
Vi kommer til at gå mere i dybden med disse klare talenter – som klubben har store planer med – snarligt i “Vinklen”, hvor vi også satser på at have et helt nyt foto af holdet.
Vi ønskede dog at illustrere stemningen til den første træning, og fangede de to anførere (Gilbert Hueg i grøn trøje og Oskar Cotten) til en kort snak inden træning – den første træningsdag efter den kamp der sikrede triumfen.
Tillykke med det flotte resultat – hvordan føles det?
– Det er fedt – hvergang man møder folk siger de tillykke. Vi hoppede oven på Trier (Kim Trier Emanuelsen, cheftræner, webred.) efter slutfløjtet. Det er det bedste nogensinde. Vi har p…. gode trænere.
Hvilke har været jeres bedste kampe i denne sæson?
– Ingen tvivl: Ude mod Brøndby – hjemme mod FCN.
Østerbro Stadion hyldede jer i pausen af divisionskampen. Hvordan var det?
– Det var sjovt, men faktisk federe bagefter – der var masser af mennesker som hilste på en, og sagde tillykke.
Hvad husker I bedst fra denne sæson?
– Lyden da vi havde vundet Elite Øst – det lød bare dejligt da dommeren fløjtede af.
Vi siger tillykke til holdet og deres to anførere, som var glade og en ren fornøjelse at møde.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Claus Vandborg.