Vi er altid glade for gode historier fra vores sprudlende ungdomsafdeling og her kan vi fortælle om en fin præstation af vores talenter – denne gang U10 Elite.
I sidste weekend har vores U10 Elite været til “Gentofte Indoor Cup”, hvor de leverede en pragtpræstation og vendte hjem med en flot 4. plads. Drengene henviste Liverpool, St. Pauli, Brøndby, Malmø og FCK til pladserne under, men desværre var Manchester City, Svendborg og PSV en for stor mundfuld.
Vi spurgte cheftræner Simon Bodholdt om flere detaljer fra den fine præstation.
Cheftræner Simon Bodholdt
– Efter første puljespil var B.93 kommet i gruppe med “Talent Goals Academy” fra Holland, Malmø FF og Slagelse B&I . Her endte B.93 på en 2. Plads, hvor vi gik videre til guld-slutspillet, hvor puljen “blev mødt” af Brøndby, FC. St. Pauli og Ikast FC. For at gå videre til semifinalen, var kravet en 1. plads.
– 1. pladsen blev sikret med to sejre og et nederlag. I semifinalen blev Svendborg for stor en mundfuld, og derfor skulle der spilles om 3.-4. pladsen mod PSV, som havde tabt til Manchester City i deres semifinale. For at maksimere antallet af spilleminutter på dagen, var der kun udtaget syv drenge til dagens futsal stævne. Om det gjorde udslaget til sidst, skal jeg lade være usagt, men det var en par trætte drenge, som mødte PSV Eindhoven i bronze kampen. Det blev desværre til et nederlag til drengene fra Holland.
Flot af Simon og hans talenter, som normalt har tre ugentlige træninger. Vi bad ham uddybe hvordan der arbejdes med disse interessante spillere, som vi forhåbentlig får glæde af i mange år.
Cheftræner Simon Bodholdt forklarede yderligere
– Jeg laver ugens plan, hvor jeg – i fællesskab med assistenten Melik Güngör – dirigerer de 15 drenge igennem de planlagte træninger. For at kunne udvikle de bedst mulige drenge, udfordres de i både offensive og defensive 1v1 situationer, ugens finte, spil i små områder og motoriske bevægelser. Alt sammen i fokus hos de enkelte drenge, så de kan opnå deres fodbolddrømme.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto fra arkiv.