En spændende søndag resulterede en en pokaltriumf.
Det var lidt af en weekend for B.93. Vores 2. divisionshold vandt ude mod Brønshøj med 2-0 og vores bedste kvindehold vandt imponerende 5-1 ude over AaB, men her er der fuldt fokus på andre kampe. Vi havde nemlig fået tre hold i pokalfinalen, og vi starter med det hold som tog pokalen hjem.
Vores dygtige U13 pigehold vandt finalen med 3-1 på to mål af Agnes Schjønning, og et af Laura Lund. De kom faktisk bagud, men kom flot tilbage og endte med at vinde efter en forrygende kamp. I ser de glade piger (og trænerteam) fremvise deres fortjente guldmedaljer. Kampen blev spillet på Allerød Stadion og modstanderen var FC Helsingør.
U18 DM Piger fik en god start i finalen på Ballerup Idrætspark, og kom foran ved Jazmin Schultz-Petersen, og den føring holdt til pausen. Desværre var dagens modstander fra FC Nordsjælland stærke nok til at komme tilbage, og de endte med at vinde 3-1 i kampen som blev spillet Ballerup Idrætspark.
Vores ellers veltalende og letbenede gammelmandshold (+ 40) for herrer, tog til Horsens og tabte desværre. Det blev til 0-1 til hjemmeholdet fra netop Horsens, efter en tæt kamp. Meldingerne fra det jyske antyder (den blev jo ikke vist på tv eller streaming) at holdet ikke helt havde marginalerne med sig, men det virkede som om man havde en god tur. Det var i hvert fald det indtryk man fik ved at se diverse foto fra busturen hjem.
Klubben er stolte af alle tre hold, som fint nåede finalen – så selvom U13 klarede sig bedst, så ros herfra til alle spillere, ledere og trænere.
På topfotoet ses
Bagerst fra venstre: Rowshan Fatahi (træner), Vilde Olsen, Ellen Wraa, Asia Di Nicola, Carmen Clausen, Caroline Skov Johansson, Alma Ulstrup, Selma Andersen, Maria Johannesson, Sofija Stojanovic og Jesper Gelser (træner).
Forrest fra venstre: Agnes Schjønning, Liv Norsker, Ellen Bryld, Kaia Permanand og Laura Lund.
Skrevet af Claus Vandborg.
Foto af Henrik Surel.