Kom med bag om Olcays og Michaels glæde ved at være trænere i B.93.

Som vi fortalte om i sidste weekend, har vi fra 2024 valgt at styrke Drengeakademiet ved at rotere lidt i opstillingen på trænerfronten. Her har vi fået nogle flere ord fra Olcay Senoglu og Michael Kjær om deres nye roller.

Begge trænere har for nylig fået A-træner licens hos DBU.

Olcay Senoglu fortæller

Olcay Senoglu. Foto: Philip Ødegaard Hansen.

Om A-licensen
– Det har været et lærerigt og inspirerende år. Særligt kan jeg fremhæve vores studietur til Athletic Bilbaos akademi, hvor man virkelig kunne mærke den sammenhængskraft, der var mellem klubben og den baskiske kultur. Super fascinerende.

– Under uddannelsen har jeg også haft glæden af at sparre med en masse dygtige trænerudviklere og medkursister fra andre danske akademier. Så alt i alt et fantastisk år, som sluttede godt med et A-licens diplom.

Om forfremmelsen
– Jeg er først og fremmest taknemmelig for den tillid klubben har udvist mig ved at forfremme mig fra U17 til U19 på kort tid.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde med U19, da man er tættere på 1. holdet og “det hele spil”, hvor fokus er mere på performance og på at skabe de bedste forudsætninger for en god overgang fra U19 til seniorfodbold.

– Som tidligere spiller ved jeg hvor stort et spring det er at gå fra ungdomsfodbold til seniorfodbold.

– Vores spillere er godt skolet. De har været igennem udviklingsmøllen og vi kan derfor arbejde mere med detaljer og de mekanismer, der er på banen som seniorspiller.

Michael Kjær uddyber

Michael Kjær. Foto: Philip Ødegaard Hansen.

Om A-licensen
– Det er kulminationen på et lærerigt år, hvor vi virkelig har fået lov til at nørde fodbold, så det er selvfølgelig rigtig dejligt at stå med det her diplom.

– Vi har jo bl.a. haft to tidligere B.93-trænere i Morten Rutkjær og Danny Jung som trænerinstruktører, og så havde vi en meget inspirerende studietur til Athletic Bilbao, hvor vi blev præsenteret for et akademi, der har leveret samtlige spillere til en af de mest succesfulde klubber i Spanien.

– Mest af alt har det været en fornøjelse at sparre med alle de mange dygtige medkursister, som jeg har lært at kende gennem året.

Om forfremmelsen
– Jeg begyndte min trænerkarriere her i B.93 tilbage i 2016, hvor jeg endnu var helt grøn og havde mit første DBU-trænerkursus til gode.

– Så jeg blev selvfølgelig utrolig glad og stolt, da Philip Ødegaard Hansen og Kim Trier her inden juleferien tilbød mig U17-trænerstillingen, hvor jeg samtidig overgår til fuld tid.

– Det vidner jo også om, at B.93 ikke blot er en klub, hvor man kan udvikle sig som spiller, men for mig at se er det ideelle sted at udvikle sig som træner.

– Så henover julen har jeg egentlig blot glædet mig til at komme i gang igen og påbegynde arbejdet med en talentfuld U17-trup.

Vi ønsker Olcay og Michael stort tillykke med jeres nye roller i klubben.

Mere om Drengeakademiet

Find mere information med præsentation af alle hold og trænere.

Topfoto af Michael Kjær og Olcay Senoglu med deres A-licens diplomer: Philip Ødegaard Hansen.