B.93’s camp 2020 – som lå i efterårsferien – var en stor succes.
Vi spurgte lederen af campen, Patrick Glikmann (aka Pato) om at få et par kommentarer.
Hvordan var dit indtryk af campens forløb ?
Pato
– Vi afslutter efterårscampen 2020 med et stort smil på læberne. Dette skyldes, at vi i år har fået stablet en camp på benene med rekord høj deltagelse såvel internt som eksternt.
– Oprindeligt var målet at ramme cirka 50 deltagere som i foregående år, men vi ender på hele 110 deltagere, hvilket vi er meget stolte af i teamet bag campen.
– Derudover fik vi også rekord mange deltagere fra andre klubber, hele 20% af deltagerene kom ude fra, og dette betyder meget for os i forhold til det arbejde vi fik lavet i at skabe omtale til campen med meget begrænsede ressourcer.
Men hvorfor var campen sådan en success – udover det pæne antal deltagere?
– Vi fik i år prøvet et nyt koncept af hvor man kunne vælge mellem to produkter. Der var standard pakke eller “Casuals” som vi endte med at kalde den, hvor man blev trænet 9-14, på de dage man var der og af unge trænere, lidt ligesom man gør mange andre steder.
– Men vi havde også en anden pakke, “Potentials”, hvor man betalte mere og fik en times træning mere om dagen samt licensuddannede trænere til at stille flere krav og få mere intensitet i træningen. Overraskende nok viste det sig, at 76% af deltagerne valgte “Potentials” løsningen, et tydeligt billede af at der var stor efterspørgsel på differentieret træning med mere fokus på fagligt indhold på højt niveau.
I valgte at dele campen op?
– Ja, det gjorde vi, og med stor succes. Vi delte campen op, så der var:
1) Bedre baneplads til deltagerne,
2) Mindre grupper at arbejde med for trænerne (mere fokus på den enkelte deltager)
3) Så vi kunne lave en opdeling i aldersgrupper og sørge for bedre matchning internt i grupperne (vi lavede U8-U12 i tre dage og U13-U16 i tre dage).
– Alt dette har resulteret i meget positivt feedback fra trænerne, deltagerne og forældrene, hvilket vi tager til os i forhold til at planlægge de næste camps.
Og der var gæstetrænere?
– Ja, vi valgte vi også at have gæsteoptræden til campen, der kunne understøtte det høje faglige niveau, så vi valgte at invitere dygtige trænere som Rene Klok fra FC Nordsjælland og Thomas Nørgaard fra B.93’s 1. Herresenior til at holde taktiske oplæg, og Danmark’s helt egne mentale kriger, Kim Boye, til at snakke om pres, forventninger og håndtering af disse til alle de unge ambitiøse spillere der var med, slutter Pato med et smil på læben..
Bonusinformation
Idemageren bag konceptet og camp ansvarlig, Pato, bemærkede dog også områder hvor der var plads til forbedring. For det første skal mediedækningen være skarpere, så til de næste camps vil vi afsætte ressourcer for at dette sker ved at få ansat en ansvarlig for mediedækning fra start til slut.
Ydermere kunne “matchningen” være endnu bedre. Dette kræver et større antal deltagere for at sikre flere deltagere i de relevante aldersgrupper, noget der med bedre mediedækning og en tidligere kommunikation bør være mulig at få.
Endelig vil man gøre mere ud af maden. Der bliver efterspurgt mere variation og kvalitet, og til dette vil teamet bag campen komme med anbefalinger til de næste camps.
En tak fra teamet
– Teamet bag campen, Pato og Sebastian Funder (den dygtige og meget engagerede praktikant) vil gerne takke de meget dygtige trænere, der var der hele ugen, Ummar Rafiq og Rowshan Fetahi for en enorm professionel arbejdsindsats, samt trænerne Maksim Risager, Christina Alstrup, Mohamed Jama, Semih Benli, Ayman Kadim, Trey Zidwemba og Nikolai Bergdahl for en flot indsats, der efterlader mange tilfredse deltagere og en succes oplevelse for alle de involverede.
– Sidst, men ikke mindst takkes Kim fra “Kim’s Kiosk”, som hele ugen var med til at sætte smil på alle de unge deltagere, og leverede en verdensklasse indsats for at der var snacks og morgenmad til trænerne hver dag.
Skrevet af Claus Vandborg-
Foto fra arkiv af Morten Mejnecke.