Vi portrætterer Jens Kolding. En elegantier af rang på en fodboldbane.
Jens Kolding er vel nok en af de bedste spillere klubben nogensinde har haft og han er klart den bedste dribler, der har optrådt i vores smukke hvide trøje. Jens har spillet 322 kampe og har lavet imponerende 141 mål i perioden 1970 til 1988. Ydermere fik han seks A-landskampe, seks U-landskampe og fire Y-landskampe. Jens er også udnævnt til æresmedlem i klubben.
Vi stillede Jens fem spørgsmål, som vi har for vane når det gælder “Vinklen”.
Du blev meldt ind i 1961. Rygterne fortæller at det var Gunnars Ågesens mor der tog det gode valg. Hvilke minder har du fra ungdomstiden i B.93?
– Jeg kan ikke huske om det var Gunnars mor der tog (det rigtige) valg, men hun og min mor var begge med, da vi blev indmeldt sammen.
– Jeg husker ungdomsårene som sorgløse med et fantastisk sammenhold. Vi var (som jeres årgang også var) altid på ’93, også i weekender, selv om der ikke skete noget specielt.
– Da vi blev lidt ældre kom mange af os i den samme ungdomsklub i Ole Suhrsgade, spillede kort i weekenderne og senere kom jo så nattelivet i spil.
Hvad husker du fra din debut på klubbens divisionshold. Kampen endte 7-1 mod FB i 1970 og du var 18 år?
– Det var en råkold søndag morgen i efteråret på Frederiksberg Stadion.
– Vi kom hurtigt bagud 1-0 på et mål af en de kaldte Ålborg, ellers husker jeg kun at jeg kom til at lave hattrick. Det samme gjorde Høiland, mens det sidste var et selvmål.
Hvad erindrer du bedst fra din tid på det danske landshold (hvor du fik alt for få kampe)?
– Jeg “overlevede” tre landstrænere, dvs. et snit to kampe pr. stk., og husker selvfølgelig min debut i Norge på en stenhård bane. Det var ikke lige noget for mig.
– Jeg husker også en stor oplevelse med udekampen mod Skotland, som var en stormagt på det tidspunkt og 55.000 whisky-hoveder på lægterne.
– Dertil en besynderlig tur og kamp på Cypern, hvor jeg ikke kom ind, med Kurt Nielsen som landstræner. Manden havde end ikke en taktiktavle og sagde ingenting da vi gik ud til kampen. Men det var jo også i de glade amatørdage.
– Og endelig en kamp i Parken mod Rumænien, hvor jeg ankom på cykel … Det er der vist ikke mange andre, der har gjort.
Hvilket hold vil du fremhæve af alle dem du har spillet på?
– Roda i Holland var jo nok det bedste hold, men jeg vil alligevel fremhæve 1972-holdet i B.93, som var besat af kanon-spillere og det sociale var i højsædet. Det er en tid man aldrig glemmer. Mentaliteten passede nok også bedre til mig.
Hvem er den bedste træner du nogensinde har haft?
– Svært spørgsmål, idet de alle havde forskellige kompetencer.
– Jeg har altid haft det bedst med at blive “strøget med hårene”, så det må blive Knud P. som altid har betydet meget for mig, lige fra ungdomstiden og på 1. holdet. Ole P. havde luret den, da jeg efter hans ønske var med til at bære kisten ved Knuds begravelse. Det betød meget for mig, slutter altid beskedne og høflige Jens af.
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto med Claus Vandborg til venstre og Jens Kolding til højre: Claus Vandborg.




