Efter jul er der indført en række ændringer på Drengeakademiet. Her får du baggrunden.
Et nyt set-up styrker Drengeakademiet fra det nye år.
Talentchef Philip Ødegaard Hansen fortæller om det nye hold
– Vi tør gå vores egne veje og har derfor valgt at lægge flere ressourcer i vores ældste T+ og yngste A+ segment.
– Det betyder, at vi blandt andet har styrket U17 med at opgradere trænerstillingen fra halvtid til fuldtid.
– Omvendt har vi på U19, hvor vi i forvejen har allokeret flest ressourcer, justeret cheftrænerstillingen fra fuldtid til halvtid.
– U19 kommer til at lægge sig tættere på 1. Herresenior, hvor transitions- og assistenttræner Kasper Lorentzen og målmandstræner Jimmi Klitland vil få en større rolle. Så alt i alt mener vi, at vi kommer styrket ud.
– Vi tror på, at denne ændring kan optimere fødekæden i B.93 på længere sigt og sikre, at endnu flere talenter kan klare rejsen til vores 1. Herresenior.
Ændringer på U19
– Justeringen har desværre haft den betydning, at vi har måtte sige farvel til vores dygtige U19 træner Mikkel Holm.
– Vi har i stedet forfremmet Olcay Senoglu til ny U19 cheftræner. Olcay har en lang karriere bag sig som spiller for 1. Herresenior og kommer også til at indgå ugentligt i seniortræningen, så vi får bundet 1. holdet og Akademiet endnu tættere sammen.
– Olcay er et fantastisk menneske, en ekstremt dygtig træner og en klublegende i B.93. Det var derfor helt naturligt at han skal stå i spidsen for vores ældste talenter.
– Samtidig har Olcay qua sin spillererfaring et godt indblik i hvad der kræves for at slå igennem i seniorverdenen, hvorfor jeg klart forventer at vi i fremtiden kommer til at se endnu flere 93’ere gå hele vejen videre til vores 1. Herreseniorhold.
Ændringer på U17
– Den nyoprettede fuldtidsstillling på U17 overtages af Michael Kjær. Michael har hidtil været træner på U15, og har en lang historie som træner på akademiet.
– Michael har en stor faglighed og viser potentiale til at blive en toptræner i B.93. Trænerudvikling og next-man up er en essentiel del af vores strategi, så det var derfor helt naturligt at han skulle være U17 træner.
Ændringer på U15
Som ny U15-træner har klubben ansat Mikkel Jensen, der er tidligere Superligaspiller i Brøndby IF.
– Mikkel besidder stor faglighed og kommer med enorm erfaring som både spiller og træner. Han bliver helt sikkert en gevinst og kommer til at tage B.93 med storm, slutter talentchef Philip Ødegaard Hansen.
Mere om Drengeakademiet
Find mere information med præsentation af alle hold og trænere.
Topfoto af Michael Kjær og Olcay Senoglu med deres A-licens diplomer og portrætfotos af Michael Kjær, Mikkel Jensen og Olcay Senoglu: Philip Ødegaard Hansen. Portrætfoto af Philip Ødegaard Hansen: B.93.