Super tur for U10 B+ drengene.
Vi har fået denne fine beretning fra en god stævneoplevelse. Husk at I altid er meget velkomne til at kontakte os om stort og småt der sker på jeres fodboldhold i klubben. Vi elsker at fortælle om livet i alle afkroge og afdelinger.
I weekenden var U10 B+ drengene til Øens Hold Cup på Fyn med fanen holdt højt med flag lånt fra B.93 Fanklub. U10 træningsstævnet fandt sted i Ringe, og havde deltagelse fra mere end 40 hold – på forskellige niveauer og fra hele Danmark.
Vores drenge mødte både fynske, jyske og sjællandske klubber. Sportsligt bød kampene på høj intensitet, fantastisk sammenspil og holdånd på højeste niveau – et saksesparks mål, hovedstødsmål, samt dribling med hælen som drengene vil komme til at snakke om længe.
Både på banen og udenfor banen havde drengene fantastiske timer sammen. Overnatningen fandt sted på den lokale skole og lørdag aften så drengene landskampen Danmark vs. Holland sammen med alle de andre deltagere.
Det var nogle glade, men trætte drenge som ankom på Nordhavn St. søndag eftermiddag efter en weekend lige i B.93’s ånd.
Holdets træner Vincent Gerritsen udtaler
– Stævnet gav et godt udgangspunkt for at udfordre drengene på forskellige niveauer.
– Med muligheden for at sammensætte et program specifikt for os, kunne vi både afprøve nye ting og udvikle holdet samt sammenholdet i hyggelige rammer.
Bonusinfo
Til juni står det på endnu en oplevelse for drengene, når turen går til Holland. Noget som alle ser rigtig meget frem til. Ikke mindst Vincent som har sin fodboldopvækst fra Ajax, og glæder sig rigtig meget til at vise drengene Ajax og Johan Cruijff Arena (indtil 2018 kaldet “Amsterdam ArenA, webred.)
Foto fra stævnet
Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto og foto nederst: Jens Fussing.